Hvad er ekstremisme?

Ordet ”ekstremisme” er afledt af det latinske ekstremus, som betyder yderst, yderlighed eller yderpunkt. Suffikset “-isme”, som almindeligvis bruges til at substantivere adjektiver, betegner i denne sammenhæng “a belief (or system of beliefs) accepted as authoritative by some group or school [syn: doctrine, philosophy, philosophical system, school of thought]”.¹

Ekstremisme benyttes, ofte nedsættende, om holdninger, som betegnes ekstreme, eller om opfordring til at foretage ekstreme handlinger. Begrebet “ekstrem” bruges i den forbindelse om den mest yderliggående filosofiske, politiske eller religiøse observans eller handling.
Problemet med dette begreb er at opstille en klar definition, således at det er muligt at identificere politiske eller religiøse udtryk som ekstreme.
Én måde er, at betegne teorier og handlinger, som befinder sig langt fra det politiske eller religiøse centrum, som ekstremistiske. Det er dog vanskeligt at argumentere for, at ideologiske eller religiøse positioner kan rangordnes på en akse, som afspejler ekstremismens afstand til et holdningscentrum. Et flertal af en befolkningsgruppe kan støtte ekstremismen, dermed flytter ekstremismen til det politiske centrum. Ekstremisme bliver således et tomt, eller i bedste fald relativt, begreb.
Ekstremisme kan også fremstilles som den position, som er længst væk fra det politiske eller religiøse status quo. Hermed sidestilles ekstremisme med radikalisme. Dette er også utilfredsstillende, da et reaktionært standpunkt også kan udtrykkes ekstremistisk.
I A Dictionary of Political Thought (Scruton 1982, 164) defineres ekstremisme som:

1. Taking a political idea to its limits, regardless of unfortunate reprecussions, impraticalities, arguments, and feelings to the contrary, and with the intent not only to confront, but to eliminate opposition.
2. Intolerance toward all views other than one’s own.
3. Adoption of means to political ends which show disregard for the life, liberty and human rights of others.

I flg. ovenstående definition bliver ekstremisme i højere grad defineret ud fra form end indhold, og det bliver tydeligt, at ekstremismens modsætning er moderation. Dette modsætningsforhold lægger til grund for den amerikanske senator Goldwater berømte udtalelse: “Extremism in the defense of liberty is no vice […] Moderation in pursuit of justice is no virtue”  (Hartenberg 1967, 297). I definitionen berøres også den egentlige motivation bag ekstremisme. Mens den umiddelbare motivation er et specifikt religiøst eller ideologisk krav, som f.eks. abortmodstand, eksisterer der en bagvedliggende motivation, som kan betegnes som metamotivation, nemlig den eller de faktorer, der gør det nødvendigt for ekstremisterne at fremtvinge kravets realisering med alle midler. Det er ofte en mannikæisk og absolutistisk verdensanskuelse, men for andre synes ekstremisme at være sui generis (Gentile 2004, 327f).
Man kan hertil tilføje at ekstremisme er karakteriseret ved, ikke at være motiveret af personlig gevinst eller pludselig indskydelse, hermed fjernes simpel kriminalitet og psykologiske årsager fra definitionen.
At ekstremisme er defineret ud fra form, betyder ikke, at indholdet er uvæsentligt. Personer og grupper som benytter den ekstremistiske metoder, repræsenterer ofte yderliggående politiske eller religiøse standpunkter. Grupperne kan kategoriseres ud fra deres umiddelbare motivation og mål, som typisk optræder inden for følgende kategorier:

• Abortmodstand.
  Voldelig abortmodstand er især kendt fra USA, hvor såkaldte pro-lifers har været indblandet i flere mord på læger og brandattentater på abortklinikker. Begrundelsen for abortmodstand er oftest religiøs.
• Anarkisme.
  Anarkister er modstandere af en hver form for autoritet, uanset på hvilket niveau den forekommer og fortalere for et samfund bygget på en frivillig sammenslutning af individer.
• Anti-globalisme.
  Anti-globaliserings aktivister er modstandere af integrationen af verden i ét stort frit marked. De mener at global kapitalisme koruperer individer og ødelægger kulturer. Især udgør globaliseringen en trussel mod verdens fattigest lande.
• Dyrerettighedskamp/milijøaktivisme.
  Miljø- og dyrerettighedsforkæmpere aktionere mod regeringer miljøpolitik eller mod private selskabers udnyttelse af naturen eller dyr.
• Højreekstremisme.
  Højrefløjen kan opdeles i to grupper, de konservative og de reaktionære. De konservative kæmper for bevarelsen af det bestående samfund. De reaktionære kæmper mod det bestående samfund, ofte med det mål af genskabe et tidligere samfund.
• Kommunisme/socialisme.
  Kommunister og socialiser forsøger at påvirke regeringer til at distribuerer velstanden i samfundet på en anden måde og nationalisere produktionsmidlerne i samfundet. Alternativt kæmpe de mod besparelser på velfærd og privatisering af den offentlige sektor.
• Nationalisme
  Nationalister kæmper for hvad de anser for at være deres nations interesser eller som reaktion på kolonialisme.
• Racisme.
  Den anskuelse at menneskearten, kan opdeles i racer, som ikke burde interagere. Ofte opdeles racerne i et hieraki, hvor én race karakterisers som bedre egnet og naturligt burde dominere andre.
• Religion.
  Religiøs ekstremisme er et bredt begreb. Typisk er det grupperinger inden for kristendom, islam, sikhisme, hinduisme, buddisme, konfucianisme og jødedom, som optræder ekstremistisk. Religiøs ekstremisme er ofte, men ikke udelukkende, et resultat af en fundamentalistisk religionsfortolkning.
• Seperatisme
  Seperatisme er ofte forbundet med nationalisme. Seperatister kæmper for løsrivelse fra en central stat.
• Totalitarisme.
  De totalitære ideologier er per definition præget af voldlige politiske virkemidler.
• Venstreekstremisme.
  Venstrefløjen ser ofte sig selv i rollen som progressive forkæmpere for lighed og social retfærdighed. I denne kategori falder den del af venstreføljen, som ikke definere sig selv kommunistisk eller socialtisk.

Ovenstående kan opdeles i tre hovedkategorier. Den største af disse er politisk ekstremisme. Ekstremistiske politiske ideologier er typisk enten nazisme, fascisme, nationalisme, kommunisme, anarkisme eller islamisme eller findes indenfor disse ismer. Ekstremismen har størst udbredelse blandt de partier og politiske bevægelser, som befinder sig på de politiske yderfløje. Ekstremisme er dog ikke et antonym af demokrati, og bevægelser med en demokratisk ideologi, har historisk været involveret i ekstremisme. Et modsætningsforhold kan opstå, f.eks. når ekstremistiske grupperinger indgår i en demokratisk proces og efterfølgende ikke afstår fra, at benytte ekstremistiske virkemidler eller hvis kampen for at indføre demokrati medfører brugen af terrorisme. Det kan dog argumenteres at ekstremisme er i et modsætnings forhold til demokratisme, da dette fænomen definitorisk er knytte til moderation.
Den næste kategori er religiøs ekstremisme som ofte, fejlagtigt, kaldes fundamentalisme. Fejlagtigt fordi religiøs ekstremisme ikke er begrænset til fundamentalistiske grupper, men kan også forekomme inden for traditionel eller ortodoks religionspraktisering.  Fundamentalistiske bevægelser er tilbøjelige til at benytte ekstremistiske virkemidler, fordi de definitorisk er moralsk manikæiske, absolutistiske og i deres selvopfattelse er involveret i en (forsvars)krig mod sekularisering og modernisering (Almond, Sivan & Appleby 1995, 402ff).
Den tredje kategori er økonomisk og social ekstremisme. Grupper og individer, som falder inden for denne kategori, definerer sig typisk som beskyttere af udsatte grupper, eller af dyr og naturen som helhed. Til denne kategori hører f.eks. milijøaktivister og militante abortmodstandere.
De ovenstående kategorier skal ses som arketyper, og mange grupper optræder i to eller alle tre kategorier.

Litteratur
Almond, Gabriel A., Emmanuel Sivan & R. Scott Appleby, “Fundamentalism: Genus and Species”, in Marty and Appleby eds., Fundamentalisms Comprehended, University of Chicago Press, Chicago, s. 399-424, 1995.

Eisenstadt, S. N.: ”Fundamentalism and Comparative Dimensions”, in Marty and Appleby eds., Fundamentalisms Comprehended, University of Chicago Press, Chicago, s. 259-276, 1995.

Gentile, Emilio: “Fascism, Totalitarianism and Political Religion: Definitions and Critical Reflections on Criticism of an Interpretation”, Totalitarian Movements and Political Religion, vol. 5, nr. 3, 326-375, 2004

Hartenberg, S. J.: “Extremism and Tolerance in Politics”, Ethics, vol. 77, nr. 4, s. 297-302, 1967.

Scruton, Roger: A Dictionary of Political Thought, Macmillan, New Jersey 1982.

1. Wordnet 2.0, Princeton University 2003. [tilbage]