Islamisk fundamentalisme som totalitarisme

Hvis islamisme negativt kan beskrives som værende ikke-demokratisk (måske ligefrem anti-demokratisk), er spørgsmålet, hvad islamisme positivt kan karakteriseres som. Som religion betragtet er ideologien afhængig af folkets opbakning og med den ægyptiske islamistiske tænker Sayyid Qutbs¹ insisteren på, at islam er svaret på alle spørgsmål, er det nærliggende at sammenlignede islamisme med totalitære ideologier. Det er der også flere forskere, der har gjort. F.eks. skriver Martin Kramer (Kramer 1996, 6)

In such a state… no one can regard any field of his affairs as personal and private. Considered from this aspect the Islamic state bears resemblance to the Fascist and Communist states.

Daniel Pipes finder ligheden i fundamentalismens utopiske² karakter (Pipes 1995, 2).

…fundamentalist Islam is a radical utopian movement closer in spirit to other such movements (communism, fascism) than to traditional religion. By nature antidemocratic and aggressive, anti-semitic and anti-Western, it has great plans.

To centrale elementer af islamisme er populisme og nationalisme, en folkelig opbakning til modstand mod et undertrykkende regime og på samme tid en nationalistisk funderet legitimering af kampen mod eksterne fjender, skriver Fred Halliday, og fortsætter (Halliday 1994, 109):

For all the differences the analogy with fascism is evident: just as ‘national socialism’ took over some of the ideas of its left-wing competitor and provided a rival, equally well organised and ideologically more succesful force than the communist and socialist parties, so the Islamists have both challenged and appropriated the ideologies of the more traditional opposition parties.

I det ovenstående er islamisk fundamentalisme sammenlignet med totalitære styreformer ud fra flere forskellige karakteristika. Ophævelsen af skellet mellem den private og den offentlige sfære, drømmen om at opbygge det perfekte samfund, totalitarismens umiddelbare virkemidler (eksempelvis populisme og nationalisme) og evnen til ideologisk tilpasning.

Totalitarisme som fænomen og ideologi

Hvilke ligheder har islamisk fundamentalisme med fascisme eller med totalitarisme i bred forstand set fra et fænomenologisk og ideologisk perspektiv? For at undersøge det er det nødvendigt først at definere begrebet totalitarisme.³ Den italienske historiker Emilio Gentile beskriver fascisme, som han ser som den totalitaristiske prototype, som et moderne politisk fænomen, som er nationalistisk og revolutionær, antiliberal og antimarxistisk, organiseret som et militært parti med en totalitær tilgang til politik og stat og med en mytebaseret ideologi. Begrebet opstod i 1920ernes Italien, hvor Benito Mussolini refererede til det og bemærkede, at en leder kunne bringe samling og sociale og politiske omvæltninger vha. en stærk vilje og en korrekt opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Således kunne en leder mobilisere masserne og ikke blot en klasse eller dele af samfundet for at kæmpe for sagen. Gentile beskriver totalitarismen som (Gentile 2000, 19):

An experiment in political domination undertaken by a revolutionary movement, with an integralist conception of politics, that aspire towards a monopoly of power and that, after having secured power, whether by legal or illegal means, destroys or transform the previous regime and constructs a new state based on a single-party regime, with the chief objective of conquering society. That is, it seeks the subordination, integral politicisation of existence, whether collective or individual, interpreted according to the categories, the myths and the values of a palingenetic ideology, institutionalised in the form of a political religion, that aims to shape the individual and the masses through an anthropological revolution in order to regenerate the human being and create a new man, who is dedicated in body and soul to the realisation of the revolutionary and imperialistic policies of the totalitarian party. The ultimate goal is to create a new civilisation along expansionist lines beyond the Nation-state.

Med henvisning til perioden mellem Første og Anden Verdenskrig, skriver Gentile, at der fandtes grupper eller bevægelser, som imiterede eller delte fascismens karakteristika, dvs. de modsatte sig rationalisme, lighedsidealet og den progressive opfattelse af demokrati og socialisme. Bevægelserne ringeagtede den liberale individualisme og det parlamentariske demokrati og begejstredes i stedet over lederkulten og den aktive minoritet, som var i stand til at aktivere og forme masserne. Fascismen fremstod som et alternativ til kapitalisme og kommunisme. Et alternativ som var nationalistisk og totalitaristisk. Den politiske totalitarisme er i lighed med fundamentalismen en reaktion på den moderne verden (Gentile 2004, 329).

Sakraliseringen af politikken er et vigtigt aspekt i de forskellige totalitære bevægelser, hvilket er demonstreret af bevægelsernes historie og af deres synlige karakteristika, symboler, myter, ritualer og dogmer. Termen politisk religion, som indgår i Gentiles fascismedefinition, karakteriseres som

…a type of religion which sacrilises an ideology, a movement or a political regime, through the deification of a secular entity transfigured into myth, considering it the primary and indisputable source of the meaning and the ultimate aim of human existence on earth (ibid, 328).

Politisk religion kendetegnes ved ekstremisme og eksklusivitet i dens historiske mission, dvs. at politiske religioner ikke kan acceptere at eksistere sideløbende med andre ideologier og bevægelser, men har som mål at eliminere ideologisk og religiøs pluralisme. Derudover ophæves individets selvbestemmelse, og individet opfattes som en del af helheden, et tandhjul i samfundsmaskineriet. Vold bruges som et magtmiddel mod både interne og eksterne fjender og for at regenerere kollektivet.⁴ Desuden er det obligatorisk for alle samfundets medlemmer at underkaste sig den politiske religions love og regler og at deltage i den politiske kult (Gentile 2004, 329). Hvis politisk religion bliver stillet over for traditionelle eller institutionelle religioner, vælger den en af to handlingsmodeller. Enten direkte fjendtlig med henblik på at bekæmpe og eliminere konkurrencen, eller den forsøger at etablere en symbolsk sameksistens, hvor den politiske religion optager den traditionelle religion i sit eget religiøse system, hvorved den traditionelle religion antager en instrumental funktion (ibid.).

De elementer, som ideologisk konstituerer fascisme, kan i følge Emilio Gentil opstilles i følgende ti karakteristika:

1. magtmonopol
2. hierarkisk og mandsdomineret
3. teleologisk
4. inkludere alle aspekter af livet/samfundet og eliminerer grænsen mellem privat og offentlig livsudfoldelse
5. antropologisk revolution.
6. antirationel
7. ekspansionistisk – permanent krigsstilstand
8. massernes støtte, populisme
9. intet er umuligt for mennesket
10. manikæisk verdenssyn

Alle punkter skal være til stede, før et samfund kan defineres som totalitært, da de alle er integrerede dele af totalitarismen. Den skal tilføjes at totalitarismen  desuden er teknikfetichistisk, fordi flere af ovenstående karakteritika kræver brug af den nyeste teknologi.

Magtmonopol

Det totalitære samfund afhænger af magthavernes absolutte magtmonopol. Det er nødvendigt at kontrollere alle dele af samfundet, således at uddannelsesinstitutioner og nyhedsmedier legitimerer regimets politik. I Tyskland var nazificeringen total. Nazisterne tog kontrollen med kirken, kulturlivet, opdragelse, uddannelse, retsvæsnet og økonomien, selv bønderne og arbejderne blev bundet direkte til den stærke statsmagt (Shirer 1966, 285-344). Herved blev det muligt at bedrive ideologisk hygiejne, at udrense eller overtale de elementer af samfundet, som ikke umiddelbart antog den nazistiske ideologi. Det samme er kendetegnende for fundamentalistisk ideologi, hvor f.eks. Hamas har forsøgt at kontrollere skolevæsnet og opfordrer folket til at beskæftige sig med islamisk kunst (Nüsse 1998, 73). I den fundamentalistiske optik bør magten være koncentreret hos dem, der kan skelne ondt fra godt, fordi de alene er i stand til at opbygge et samfund, som er i overensstemmelse med den guddommelige åbenbaring. På trods af islamisternes vanskeligheder med at opnå kontrol med samfundet, så har de flere steder gradvist styrket deres position. De få steder, hvor islamiske fundamentalister har overtaget regeringsmagten, har magtovertagelsen været absolut, og magthaverne har forsøgt at eliminere politisk og religiøs pluralisme. Det kommer til udtryk hos Turabi, som mente, at når Allah havde magten, var politisk pluralisme unødvendig (Miller 1997, 210). De samfund, som Maududi og Qutb var fortalere for, var alle baseret på, at samfundet fuldt ud havde underkastet sig Allahs herredømme.

Hierarkisk opbygning

Totalitarisme som politisk realitet kan kun etableres ved dannelsen af en stærk stat. Da der i sunniislam ikke findes en decideret præstestand, er udlægningen af koran og sunna overladt til lokale mullaher og imamer i de lokale moskéer. Sunniislam er med andre ord ikke institutionaliseret og er dermed ikke underlagt en hierarkisk centralstyring. Der er ingen formel talsmand, og alle troende har retten til at formidle islam, hvis de er uddannede, og deres udlægning nyder folkelig opbakning. Idet der ikke eksisterer en institution med absolut fortolknings autoritet, er det svært at finde en lighed med fascisme i tanken om en stærk lederskikkelse, som personificerer folkets vilje.⁵ Dette kan være medvirkende til, at den totalitære ideologi inden for fundamentalistisk sunniislam har haft vanskeligt ved at etablere sig som politisk praksis, mens shiaislam i den henseende er mere hierarkisk og teokratisk organiseret. Men magtens tredeling er fraværende de steder, hvor islamister har eller har haft magten. Der differentieres ikke mellem den dømmende, den udøvende og den lovgivende magt i traditionel forstand, alt magt er funderet på og samlet i religionen. I den henseende er magten centraliseret. Desuden har mange fundamentalistiske grupperinger en stærk hierarkisk organisation bygget op om en karismatisk leder, som i en vis forstand synes at fremstå som bevægelsens forbillede (Appleby ed. 1997).⁶ Som eksempel kan nævnes sheik Yassin (Hamas), Osama bin Laden (Al Qaeda), mullah Omar (Taliban), Turabi (Sudan) og Ahmad Isma’il (Ægypten). Derudover indtager Kalifatet stadig en central placering i den fundamentalistiske ideologi.⁷ Oprettelsen af et kalifat er dog sjældent en umiddelbar målsætning, men ses ofte som et langsigtet mål. Kaliffen, som leder kalifatet, virker som Muhammeds efterfølger og leder hele det sunnitiske samfund både som religiøst overhoved og som politisk leder. Kaliffen er således Allahs viceregent på jorden. Han er i modsætning til en fascistisk leder kun forvalter af den uforanderlige lov, som er givet af Allah, og ikke lovgiver. Den sidste bredt anerkendte kalif var den ottomanske sultan, hvis titel og embede forsvandt med dannelse af den tyrkiske republik i kølvandet på Første Verdenskrig i 1924. Ummahen, hvor tilhørsforholdet er religiøst defineret, indtager den nationalistiske stats position, i den fundamentalistiske pendant til fascismen.

Den stærke statsmagt var fuldstændig fraværende under talibanregimet i Afghanistan. De religiøse studenter havde ingen interesse i statsinstitutioner (Kepel 2004, 234). De forsøgte ikke at kontrollere informationskilderne for at sprede propaganda; tværtimod blev fjernsynsapparater, radioer, kassettebånd og computere konfiskeret og ødelagt. Elektronik var forbeholdt talibanernes absolutte top og repræsentanterne for Al Qaeda, som i slutningen af 90erne var stærk repræsenteret i Afghanistan. Den sociale kontrol, som det totalitære system kræver, afhang udelukkende af implementeringen af sharia, imamernes prædikener og den overvågning, det religiøse politi kaldet mutaween kunne udøve.⁸ Talibanernes teknikfetichisme var koncentreret om våben. Våben skulle bruges af mutaween til at gennemtvinge og opretholde de wahhabistiske retningslinjer, som var talibanernes religiøse grundlag. Våbene skulle også forsvare det islamiske emirats eksistens mod trusler udefra, specielt mod truslen fra Nordalliancen.

Ligesom den europæiske totalitarisme er islamisk fundamentalisme stærkt mandsdomineret.

Ekspansionisme

Nazismens og kommunismens udenrigspolitiske erobringsprogrammer har deres oprindelse i henholdsvis pangermanismen og panslavismen. Disse pan-bevægelsers grundlæggende tanke er at forene folk af samme etniske oprindelse, uafhængigt af hvor de befinder geografisk og af deres hidtidige historie (Arendt 1972, 138). Til sammenligning er den fundamentalistiske islams planer om overtagelse af verdensherredømmet udsprunget af en religiøs idé. Sammenholdet er ikke etnisk, men religiøst betinget, og bunder i tanken om ummahen. Tanken er f.eks. formuleret af al-Banna: ”We consider all Muslims as one nation and the Islamic homeland as a integral whole” (Ramadan 1993, 179 n.16). Mens fascismen var ekspansionistisk af politiske og materielle årsager, er islamismen det, fordi ideologien betragtes som universel. Tanken er ikke forbundet med erhvervelse af materielle goder, men moralsk oprustning. Selv om de fleste fundamentalister ser oprettelse af et verdensomspændende kalifat som en langsigtet eller teoretisk målsætning, er der ingen tvivl om, at den islamistiske optimisme, grundlagt i Afghanistans bjerge og udbygget ved stadig større politisk indflydelse i de muslimske lande, virker motiverende for udbredelsen af den islamistiske ideologi. Ekspansionismen er ikke udelukkende baseret på militære fremstød, men kan også spores i islamisternes forsøg på at vinde indflydelse på politik og i lovgivning i de muslimske lande, hvor store dele af lovkomplekserne bygger på sharia og i Vesten, hvor der har været stillet krav om indførelse af dele af sharia i familie- og arvelovgivning i Canada, England og Sverige. I flere tilfælde er der oprettet shariadomstole i vestlige lande.
For fundamentalisterne er islam i en permanent tilstand af jihad, kun afbrudt af midlertidige våbenhviler, af kortere eller længere varighed, en såkaldt hudna. Våbenstilstanden indgås hvis muslimer ikke umiddelbart er stærke nok til at overvinde deres fjende, den kan opretholdes i op til 10 år og kan suspenderes i det øjeblik, at muslimer føler sig stærke nok til at genoptage krigshandlinger.

Teleologi – når målet helliger midlet

Religion er en konkurrerende ideologi til den selvstyrebaserede statsorganisation på flere måder. Den religiøse stat er ligesom de totalitære teleologiske, dvs. de arbejder for opfyldelsen af et samfundsmæssigt slutprodukt, (gen)oprettelsen af et forgangent gudsrige eller en idealstat. Dette mål er givet af Gud; at arbejde mod målet er at arbejde for at virkeliggøre Guds vilje. Derfor helliger målet midlerne. En stat, som arbejder på at opfylde Guds vilje i lighed med dens ideologiske sidestykke bliver en undertrykkende stat, idet der i den absolutistiske ideologi ikke er plads til alternativer. Demokrati arbejder ikke mod et mål. Det er så at sige målet i sig selv eller målløst. Mens demokratiet intet lover og ikke garanterer borgeren lykke og velstand, forholder det sig anderledes med totalitarismen.

Fascismens og kommunismens utopiske mål er at opbygge et nyt samfund på ruinerne af det gamle med nye og bedre mennesker. Den politiske myte er den primære og absolutte kilde til meningen med og målet for menneskets liv og samfundets eksistens. Nazisterne mente, at samfundet skal skabes gennem krig. Krigen ses som en test for de forskellige racers viljestyrke og en målestok for, i hvilken grad de er egnet til overlevelse. Når dette utopiske samfund er blevet dannet, slutter historien, kulturernes indbyrdes kamp er afsluttet, og tilbage står én sejrende ideologi. Historien er således tilendebragt i den forstand, som Francis Fukuyama beskrev det i sin bog The End of History (1992), blot ikke med demokratiet som sejrherre. De totalitære forsøg på at opbygge en stat således defineret ud fra et fremadrettet historiesyn; utopien skal skabes. Modsat er det fundamentalistiske mål at genskabe et samfund, som menes at have eksisteret i en legendarisk gylden fortid; at genskabe utopien. For de islamiske fundamentalister betyder det at bygge et samfund, hvor sharia er bestemmende for alle aspekter af livet, fordi sharia er nøglen til både et bedre moralsk liv og til islams revitalisering. Begge modeller indeholder dog konstruktionen af et andet samfund end det bestående, og begge modeller fordrer en aktiv deltagelse i projektet, som er fremstillet som valget mellem at sejre eller dø. Denne fremstilling har fået mindst en fortaler for den islamiske stat til at skrive, at islamistisk ideologi ”has tended to make modern Islamists into proto-facists, obsessed with dragging their compatriots kicking and screaming into paradise” (El-Affendi 1991, 87).

Individualitet og samfund.

Ophævelsen af skellet mellem privat og offentligt liv er en vigtigt del af totalitarismen og repræsenterer den totale ideologi, som skal følges i alle livets forhold. Den totalitære ideologi er bestemmende for alle livets aspekter fra fødsel til død og er svaret på alle individuelle og samfundsmæssige problemer. Fascismen er andet og mere end politik. Den er så at sige en måde at leve på. Evnen til at mobilisere masserne og derefter bibeholde deres loyalitet er et af totalitarismens karakteristika. De totalitære samfund krævede ubetinget og uforanderlig loyalitet af deres borgere. Hannah Arendt argumenterer for, at det kun kan ske ved at isolere individerne i samfundet politisk, således at der ikke findes politiske alternativer til det eksisterende (Arendt 1972, 323).

Ifølge islamisterne er islam andet og mere end en religion, det er et altomfattende weltanshauung, hvor der ikke levnes plads til moderne individualisme. I Qutbs udlægning er sharia og islamisk lov så altomfattende, at det ”should govern personal, criminal, civil and commercial activity” (citeret i Zimmerman 2002, 230). Islam er svaret på alle individuelle og sociale problemer. Islamistiske tænkere med Maududi og Qutb i spidsen anså fremmed indflydelse i de muslimske lande som et udtryk for muslimernes svaghed. For at forandre denne situation fremlagde de en enkel plan, som var inspireret af islams historiske, militære og politiske magt. Muslimerne skal vende tilbage til den oprindelige islam, for kun vha. en muslimsk vækkelse kan styrkeforholdet i verden forandres og muslimerne genvinde deres magtposition. Islam beskrives som en uomgængelig lov, som bør gennemtrænge alle aspekter af livet, og et system, som er model for individet, staten og verden.

Den antropologiske revolution – det religiøse übermensch

Den fascistiske idé om overmennesket, den nye (biologiske/ideologisk) overlegne menneskerace, som fremavles gennem en antropologisk revolution, er i den islamiske fundamentalisme skiftet ud med en overmennesketeori med religiøs konnotation. Hitler anså historien for at være præget af racekrig, hvor hovedmodstanderen var jøderne, der symboliserede alt det, som nazisterne opfattede som en trussel. Et lignende fænomen findes i den måde, fundamentalistiske muslimer anskuer verden på. Dette afspejler sig bl.a. i synet på ikkemuslimer, dhimmier og hedninge. Dhimmi er den betegnelse, der bruges om jøder og kristne (bogens folk), der lever under muslimsk overherredømme. I historisk kontekst levede de som et tålt mindretal, der i modsætning til hedninge, som under islams ekspansion fik valget mellem at konvertere til islam eller at lade livet, fik garantier for deres sikkerhed og lov til at bevare egen religion og jurisdiktion, mod at de underkastede sig muslimsk overherredømme og betalte en speciel kopskat (jizya). Juridisk defineres personer ud fra religiøst tilhørsforhold, og fuldt medlemskab af samfundet var kun tildelt de, som bekender sig til den herskende religion. Der er med andre ord ingen lighedstanke; muslimer er ikkemuslimske medlemmer af samfundet overlegne, idet de er blevet lovet verdensherredømmet af Allah. I flere tilfælde har militante fundamentalister suspenderet det tålte ophold; en række terroraktioner har ramt vestlige arbejdere i Saudi Arabien, kabassen i Kairo, som er et attraktivt turistmål, er blevet udsat for bombeattentater, og kirker og synagoger i bl.a. Irak, Libanon og Algeriet er blevet udsat for bombeangreb.

En stor mængde vers i Koranen legitimerer vold. Målt kvantitativt er der 110 vers (sura) i Koranen, som legitimerer straf og vold mod vantro og apostater, bl.a. fordi de spreder råddenskab og forurener den sande tro (Tina Magaard, Vold i Koranen og hadith, Totalitarisme symposium, Aarhus universitet 28.4.2005, u.u.). Sammenligningen med nazistisk racelære er nærliggende. Det rene menneske kan inficeres med fordærv af det urene. Hvor nazisterne mente, at generne fra et ikkearisk folkeslag kunne forringe det tyske folk, mener de islamiske fundamentalister, at det er korruptionen af den rene tro, der ødelægger folket og forhindrer dem i at opbygge idealsamfundet. Overmennesket er defineret ud fra religiøst tilhørsforhold i modsætning til klassetænkningen fra den russiske kommunisme og den biologiske racetænkning i nazismen.⁹ Men til forskel fra den biologisk funderede teori, hvor det er stort set umuligt for den enkelte person at udvikle sig til et højere stadie, er det i den religiøse overmennesketanke muligt at afsværge sin vantro og vedkende sig den rette lære. Den afgørende forskel i racelæren og læren om den rette tro hviler på forskellen mellem biologi og religion. Ikke alle kan blive arier, men alle mennesker opfattes som potentielle muslimer. F.eks. kan modstandernes konvertering til islam afslutte en jihad, den besejrede og konverterede fjende indgår derefter i ummahen på samme vilkår som alle andre muslimer (Peters 2004, 54f).

Den nazistiske racelære førte til et omfattende eutanasiprogram, hvor bærere af det, som blev betegnet som uønsket genetisk materiale, blev myrdet. De uønskede inkluderede jøder, sigøjnere, fysisk og psykisk handikappede, prostituerede og homoseksuelle. En lignende holdning fandtes i Rusland i 1930erne (Courtois 2003,843f). Der er intet, der tyder på, at lignende tiltag i nyere tid har været undervejs i muslimske samfund,¹⁰ men samfundets evne til at rumme minoriteter er en målestok for samfundets lighedstanke, som f.eks. World Value Survey (WVS) har beskæftiget sig med.¹¹ Moderne islamisk terrorisme har dog i visse tilfælde antaget en form, som kan sammenlignes med folkemord. Som eksempler kan fremhæves GIA’s massakrer på hele landsbyer i Algeriet, Osama bin Ladens opfordring til at dræbe alle amerikanere og de efterfølgende angreb 11. september 2001 og militante sunnitters bombeangreb på shiiter i Irak. Interreligiøs vold, der i praksis er udrensninger, foregår også i bl.a. Pakistan og Afghanistan. Dette kan tolkes som en radikal udlægning af Qutbs idé om, at i et islamisk samfund ”all normal persons will enjoy the tranquil conscience which results from the balance achieved between spiritual and physical cravings” (citeret i Zimmerman 2004, 230). Qutb præciserede ikke, hvad han opfattede som normalt, eller hvilken skæbne der ventede de unormale. I den nazistiske retorik blev de, som var udset til udryddelse, betegnet som Untermenschen, mens kommunisterne betegnede klassefjenden, som hunde, vilddyr og lus (Courtois 2003, 842). Der skabes et fjendebillede, hvor modstandere dehumaniseres, og det er ikke længere umoralsk at udrydde dem. Qutbs fremstilling af jahiliyya-begrebet bærer kimen til en lignede tolkning, som kan spores tilbage til Koranens omtale af jøder og kristne som hunde og aber.

Antirationalitet – det antividenskabelige paradigme

Den moderne verdens viden er funderet i videnskabelig metode og rationel stillingtagen til tekniske og samfundsmæssige problemstillinger. I Tyskland betød nazificeringen, at moderniteten blev bibeholdt, dvs. man stadig krævede videnskabelige løsninger på tekniske problemer,¹² mens modernismen blev forkastet. Det betød at historiebøgerne blev forfalsket, og at der blev lagt vægt på Rassenkunde, som fremhævede tyskerne som biologisk overlegne, og som fremstillede jøderne som årsag til verdens ondskab (Shirer 1966, 307). Få år tidligere havde den italienske fascisme erklæret, at tro og myte var grundlaget for statens politik, individerne i samfundet og masserne. Magtens legitimering fandtes i mytologien, og folket blev betragtet som uegnet til politisk deltagelse (Gentile 2000, 40). Et politisk system, som er baseret på antirationalitet, virker uvilkårligt begrænsende på befolkningens politiske deltagelse. Når mennesket ikke længere anerkendes for evnen til rationelt at forstå det samfund, det lever i, og ikke længere skal overbevises om rigtigheden af politiske afgørelser, reduceres mennesket til en del af mængden. Påvirkningen af befolkningen afhænger ikke længere af rationelle argumenter, men af psykologisk manipulation og moralsk vold. Symboler, ritualer og massedemonstrationer bliver den eneste form for politisk deltagelse (Gentile 2004, 340). Den islamistiske ideologi er funderet på samme antirationelle koncept. Den religiøse viden om samfundet er funderet på myter og allegorier. Den nødvendige viden kan hentes i Koranen og sunna; de steder, hvor der ikke kan findes materiale, som direkte berører en aktuel problemstilling, er det tilladt at tolke, dog kun inden for stramme rammer. Mennesket er ikke i stand til at træffe egne politiske valg eller træffe valg på andres vegne, som det demokratiske system fordrer.

Populisme

At vinde folkets gunst er en vigtig del af det totalitære projekt. Uden den er der ingen basis for oprettelsen af den totalitære stat. Antirationaliteten var med til at forme det politiske miljø i Italien og Tyskland. Den politiske deltagelse bestod i at vise støtte til staten eller partiet, og medlemmerne blev holdt sammen af ”bonds of elective affinity and solidarity; they where also united morally by complicity in terrorists ventures, by patriotic fervour, and by the exaltation of war heroes and their dead comrades” (Gentile 2004, 340). Det absolutistiske verdenssyn er medvirkende til at mobilisere befolkningen. Der skabes en eksklusiv identitet, som adskiller medlemmerne fra dem, som er uden for fællesskabet. Massedemonstrationerne, som blev gennemført i Moskva, i Rom eller i Nürenberg, var med til at styrke følelsen af at tilhøre den eksklusive gruppe. De, som står uden for fællesskabet, fremstilles ofte som hunde, lus eller undermennesker. Dermed skabes der et stærkt incitament for at tilslutte sig gruppen af udvalgte. Et andet virkemiddel er løftet om at realisere utopien. De islamistiske bevægelser har udtrykt deres utilfredshed med næsten alle aspekter af det sociale forhold i deres respektive lande: Indenrigs- og udenrigspolitik, arbejdsløshed, lav levestandart og inkompetente regeringer, som ikke magtede at forbedre forholdene (Rubin 2001, 170). Flere steder har fundamentalistiske bevægelser taget ansvaret for det sociale arbejde, de lokale myndigheder enten ikke magtede eller ville. Den islamistiske revolution har dog generelt ikke været i stand til at mobilisere masserne i tilstrækkelig grad til at kunne overtage magten. Fremkomsten af Osama bin Ladens Al Qaeda netværk er et svar på de problemer, fundamentalisterne møder i forsøget på at aktivere de muslimske masser, som Kepel påpeger (Kepel 2004, 375). Da alle andre metoder tilsyneladende slog fejl, forsøgte bin Laden at mobilisere ved at kalde til væbnet kamp mod islams fjender. Ifølge Kepel vidner angrebene på USA om islamisternes desperation, og den brede folkelige mobilisering udeblev da også, men angrebene på den vestlige verden og specielt USA har medvirket til forstærke radikaliseringen af den islamistiske ideologi (Rubin 2001, 174), hvilket har ført til en udbredt folkelig forståelse og accept af brugen af terror (Haddad & Khashan 2002, 815).

At gøre det umulige – failure is not an option

Gennem den antropologiske revolution sættes mennesket i stand til at gøre det umulige. Den totalitære ideologi anerkender ikke, at menneskets udfoldelsesmuligheder er begrænsede. For de militante fundamentalister blev krigen i Afghanistan afgørende for deres syn på mulighederne for global jihad. Når det kommunistiske Sovjetunionen kunne besejres af Allahs krigere, var alt muligt; ikke for mennesket alene, men for det menneske, som kæmper for Allahs sag (Kepel 2001, 205). Desuden opfattes de vestlige lande og især demokratiet som svage modstandere, letpåvirkelige, moralsk fordærvede og uden modstandskraft. Hvis politik kan fremstilles som det muliges kunst, er jihad at gøre det umulige. Genskabelsen af et islamisk samfund er et projekt, som ikke kan mislykkes, fordi det i fundamentalisternes optik beror på guddommelig legitimitet.

Det manikæiske verdenssyn på godt og ondt

Kampen mellem det gode og det onde har præget både det nazistisk og det kommunitiske projekt. Det totalitære samfunds fjender bliver demoniserede og fremstillet som årsag til samfundsnedbrydelige anomalier, og derfor bør udslettes. Holocaust og dekulakiseringen er det mest åbenlyse eksempler her på. Det mænnikæiske verdenssyn er en integreret del af fundamentalisme definitionen. Det kommer til udtryk i Qutbs brug af begrebet jahiliyya, ligesom det findes i den kategoriske afvisning af al ideologi, som ikke er af islamiske oprindelse. Argumentet synes at være, at det gode kun kan komme fra Islam og alt andet bør forkastes og bekæmpes.

Totalitarisme og brugen af vold

Fascismens vej til opfyldelse af målsætningen er fysisk vold. Flere af de punkter, som karakteriserer totalitarismen, nødvendiggør vold for at blive gennemført. Ekspansionistiske drømme, eliminering af oppositionen, afhængighed af massernes støtte, den racistiske ideologi, det manikæiske verdenssyn og den teleologiske mission nødvendiggør en kontinuerlig mobilisering af befolkningen. Mobiliseringen er nødvendig for totalitære regimer, fordi de kun kan fastholde magten den tid, de selv er i bevægelse og kan sætte alt omkring dem i bevægelse (Arendt 1967, 308). Det skaber en permanent krigstilstand, en tilstand, som Vattimo Gentile i 1936 kaldte for nødvendig for, at Italien kunne komme ud af stilstanden – for at Italien kunne udvikle sig. Der skelnes ikke mellem eksterne og interne fjender, udenrigs- og indenrigspolitik smelter sammen til en helhed, og politik bliver krig med andre midler. Ofte bliver resultatet, at overtrædelse af loven straffes arbitrært, som det f.eks. skete i Tyskland og Sovjetunionen, hvor selv mindre forseelser kunne resultere i dødsstraf. Ifølge Sayyid Qutb har menneskets svaghed nødvendiggjort at ”Islam recognizes guidance by firm rule..” og fortsætter (citeret i Zimmerman 2002, 230):

Force is an idispens[a]ble instrument for any ruler whose function is to maintain law and order because it deters oppressors from transgression, and it insures that the word of God prevails. With force at the ruler’s disposal his instructions and guidance are heeded and he can rule the society effectively.

When such freedom prevails that people are permitted to follow the Word of God and are not beguiled from their divine religion… then there will be no warrant for using force as the peace of Islam will prevail….

For at opfylde deres målsætning er fundamentalisterne ikke alene villige til at bruge voldelige midler, det anses for at være en nødvendighed for at opbygge gudsriget på jorden. Den holdning deles af flere af de fundamentalistiske bevægelser i de muslimske lande. I Gaza straffede medlemmer af Hamas’ moralske politi et par, som opførte sig umoralsk, med døden (Jerusalem Post, 12. april 2005). Ikkemuslimer i Afghanistan under talibanregimet måtte bære mærker på tøjet, som viste deres religiøse tilhørsforhold, og kvinder blev tvunget væk fra arbejdspladserne og tvangsiklædt burqa (Kepel 2004, 229). I Ægypten legitimerede fawtaer udstedt af radikale imamer overfald og drab på den koptiske befolkning, fordi kristendommen blev anset for at være en forhindring for udbredelsen af islam (Kepel 2005, 214f). Listen over rapporterede overgreb er lang. Ideen om, at den materielle verden er skueplads for en evig, universel kamp mellem det gode og det onde, er en almindelig tanke i de åbenbarede religioner, men for de fundamentalistiske grupper virker den legaliserende for brugen af vold (Juergensmeyer 2003, 148-166). I den fundamentalistiske optik ses kampen mod apostasi og vantro som en forlængelse af den kosmiske konfrontation mellem Allah og Satan, og krigen udkæmpes på to planer; både spirituelt (den store jihad) og i den materielle verden (den lille jihad) mod Satans håndlangere på jorden. Qutb mente, at den vestlige verden, kommunisterne og jøderne står bag en verdensomspændende sammensværgelse med det formål at ødelægge den sande islam (Qutb 1990, 94-96). Disse hedenske eller barbariske samfund (jahiliyya) identificeres som islams fjender, som bør bekæmpes gennem væbnet jihad og erstattes med islamiske regimer (ibid, 45-50, 66f).

Med den traditionelle opdeling af verden i dar al-Islam og dar al-Harb befinder islam sig i en obligatorisk og permanent krigstilstand (Lewis 2003, 68). Hos nogle fundamentalister kommer det til udtryk i trusler om åben krig mod Vesten eller direkte angreb, som f.eks. terrorbølgen i 90erne i Frankrig, selvmordsaktionerne d. 11. september 2001, bomberne i Madrids metro d. 11 marts 2004, overfald på kristne i Ægypten og udtalelser, som støtter ideen om islams overherredømme over alle verdens religioner og folkeslag. Men fundamentalismen har yderligere skærpet denne krigstilstand, idet de har erklæret jihad mod de, som opfattes som de indre fjender, de som nedbryder islam indefra. Alt i alt tegner det et billede af en religion, som internt befinder sig i en borgerkrigslignende tilstand, og som eksternt er på randen af regulær krig med resten af verden.¹³ Det er resultatet af den dobbelte jihad, de militante fundamentalister har erklæret, eksternt mod vantro udlændinge, internt mod hvad de anser for frafaldne muslimer. Fundamentalistisk islam befinder sig i en permanent krigstilstand. En krig som kun kan slutte, når hele verden har underlagt sig den rette udlægning af islam. Militariseringen er total, det samme er mobiliseringen. Det er en tilstand, som er nødvendig for det totalitære system for at bevare evnen til at slå ned på dissidenter når som helst og hvor som helst og opfylde sine ekspansionistiske ambitioner.

Jihad er aktivisme per excellence, for den er midlet til at etablere en retfærdig verden, og da den samtidig opfylder menneskets løfte om at handle i overensstemmelse med Allahs vilje, er den et mål i sig selv (Euben 2002, 376). Man kan derfor hævde, at islamisme synes at indeholde en latent vold. Ikke alle fundamentalister er voldelige, ligesom ikke alle former for jihad udfolder sig voldeligt, men da jihad-begrebet dækker over både voldelige og ikkevoldelige metoder, er der således ikke tale om et paradigmeskift i skiftet fra den ene udlægning af jihad til den anden. Brugen af den ene eller anden metode afhænger af strategi og synes ikke at være udtryk for en principiel beslutning (ibid., 371). Mange islamistiske grupper har benyttet denne taktiske fleksibilitet til at bruge voldelige og ikkevoldelige metoder på samme tid ved f.eks. at foretage socialt arbejde blandt befolkningen og samtidig benytte vold mod regeringen repræsentanter. De islamistiske bevægelser er dog næsten alle intolerante, idet de hævder guddommelig legitimitet og portrætterer deres modstandere som Allahs fjender. Islamisk fundamentalisme er ikke per definition voldelig, selvom der naturligt er en større tendens til vold inden for grupper, som repræsenterer et absolutistisk verdenssyn (Ellingsen 2005, 320ff).

Konklusion

En række forskelle gør sig gældende i sammenligningen af de europæiske totalitære samfund og den moderne fundamentalisme i Mellemøsten. Totalitarismen opstod i begyndelsen af det 20. århundrede, efter en hurtig gennemført industrialisering havde forandret det politiske og økonomiske miljø i Vesteuropa. Ud over de åbenlyse religiøse og kulturelle forskelle er de sociale og økonomiske forhold i Mellemøsten vidt forskellige fra situationen i Europa. Italien og Tyskland var præget af eftervirkningerne af Første Verdenskrig, det samme gjaldt Rusland, som blev tvunget ud af krigen i 1917 pga. oktoberrevolutionen. Landene var tæt på økonomisk fallit, og krigen havde påvirket folkets tillid til de politiske ledere. Imperialistiske og monarkistiske regimer fejlslagne strategiske ambitioner og de efterfølgende regeringers manglende evne til at forstå og bruge de nye politiske og økonomiske muligheder til at samle deres respektive lande betød, at folket ledte efter politiske alternativer. Mens socioøkonomiske forhold spiller en rolle for muligheden for at mobilisere masserne bag det totalitære projekt, kan der stilles spørgsmålstegn ved, om det er afgørende for udformningen af ideologien. Fattigdom og lav tillid til politikernes kompetencer fører ikke automatisk til udformningen af totalitære ideologier.

Gentiles totalitarisme definition kan kritiseres for at være for ekskluderende og synes at fremstå som en specifik facisme definition. Ikke desto mindre er der afgørende fællestræk mellem islamisme og Gentiles forsøg på, at formulere en definition. En afgørende forskel på de europæiske totalitære ideologier og islamisme er, at de første kan karakteriseres som politiske religioner. De indeholder en sakraliseret politisk ideologi. Modsat islamismen som fører religiøs politik. Islamisme er med andre ord en religiøs overbevisning, som er politiseret. Hvor fascismen forsøger at gøre det religiøse domæne politisk, forsøger islamismen at gøre det politiske domæne religiøst, men historisk og fænomenologisk er ideologierne meget ensartede.

Selv om fascismen er demagogisk, kan lederne ikke beskyldes for at have haft en skjult dagorden. Nazismens og fascismens ledere udtrykte meget åbent foragt for demokrati, lighed og fred (Gentile 2004, 331). Dette forhold er ikke gældende for alle fundamentalistiske bevægelser. Nogle, som f.eks. Al Qaeda og GIA, udtrykker meget klart foragt for demokratiet og de dertilhørende rettigheder. Andre bevægelser forholder sig anderledes pragmatisk til muligheden for at deltage i de demokratiske processer. Det kan ses som et resultat af taktiske overvejelser, som det bliver fremstillet i The Fundamentalism Project (Almond, Sivan & Appleby 1995, 445ff), det er mere tvivlsomt om det er udtryk for et ægte demokratisk engagement, som f.eks. Esposito argumenterer for. Spørgsmålet er, om deres ideologi åbner for muligheden af en fuldvægtig deltagelse, og om de er åbne over for, at den demokratiske proces gentages, hvis folket forkaster en islamistisk regering. F.eks. giver islamisternes generelle syn på kvinder og religiøse minoriteter ikke udtryk for nogen lighedstanke, ligesom sharia ikke udtrykker en universel lighed for loven.

Den historiske funktion af de islamistiske organisationer er meget lig den rolle, de totalitære bevægelser havde i Europa. Bevægelserne reagerede aktivt mod moderniseringen, kapitalismen, demokrati og ideen om nationalstaten. De forkastede nye måder at organisere samfundet på, fordi det truede deres samfunds traditioner og autencitet og fremmede et had blandt befolkningen mod dem, som de betragtede som en trussel mod samfundet. Skylden for samfundets dårligdomme blev placeret hos imperialister og jøder, som agerede hovedpersoner i en mængde konspirationsteorier (Lewis 2003, 172). I forsøget på at redegøre alternativer til modernisme, udvikling og velstand henviste de totalitære systemer til utopier, som var målet for al deres politiske virke. I frembringelsen af den helligede målet midlet, og det er således i direkte opposition til demokrati, hvor midlet kan defineres som målet i sig selv. På trods af at disse totalitære bevægelser historisk set kun eksisterede i korte perioder, var de ansvarlige for, at millioner af mennesker mistede livet.

Som tidligere nævnt er netop sunniislams decentraliserede struktur med til at hindre islamisternes globale aspirationer. De mange forskellige bevægelser har desuden været involveret i talrige indbyrdes magtkampe. Men det, der kendetegner islamisk fundamentalisme, er ikke diversiteten, men den kendsgerning, at religionen er et politisk redskab, på tværs af geografiske og historiske grænser.

Den europæiske totalitarisme forkastede den hidtidige samfundsstruktur og erstattede den med nye politiske institutioner. Uanset hvad de specifikke nationale traditioner var, eller på hvilket filosofisk eller religiøst grundlag de hvilede, forsøgte de totalitære regimer at transformere politisk- eller klassedelte samfund til en samlet helhed; man forsøgte med held at transformere klasse til masse (Shirer 1966, 314). De udskiftede ikke partipolitik med diktaturer, men med mobiliseringen af hele samfundet. Organiseringen af den totalitære stat vha. mobiliseringen af masserne afhang af samfundets elite. Således blev der dannet en organisation for undervisere, forskere og andre, som var vitale for samfundets eksistens (ibid., 305f). I de fascistiske og kommunistiske stater var disse foreninger statsstyret og underlagt det hemmelige politis kontrol, så de ikke fortog sig noget, der ikke var i overensstemmelse med statens politik. I islamistiske samfund varetages rollen af det religiøse politi, som det kendes fra Saudi Arabien, Afghanistan (under taliban) og Palæstina. Netop brugen af social kontrol er karakteriserende for de totalitære systemer. Der opstilles skel mellem dem, som tilhører den rette ideologi, og dem, som ikke gør. Islamisterne ser det som deres rolle at udskifte det bestående samfund med et andet. De er med The Fundamentalisme Projects terminologi world transformers eller world conquerors (Almond, Sivan & Appleby 1995, 426). Nogle har valgt en taktik, som bygger på væbnet kamp, andre har valgt at indgå i demokratiske valg. Fælles for dem er, at de forsøger at opbygge et samfund, som samler alle befolkningsgrupper i en utopi, hvis grundlag er Koran og sunna.

At forkaste modernismen viser sig dog at være vanskeligt for de fundamentalistiske bevægelser. Nogle af virkemidlerne, som de benytter for at rekruttere medlemmer og vinde indflydelse, er moderne. Shura-begrebets renæssance skal ses i forbindelse med, at den demokratiske tanke har stor appeal i den muslimske verden, som det er dokumenteret af WVS.¹⁴ På trods af at begrebet ikke umiddelbart kan forbindes med demokrati, viser det dog et forsøg på at legitimere demokratisk deltagelse gennem henvisning til religionens mytologi. Et legitimeringsforsøg som dog ikke betyder at islamisme og demokrati er forenelige ideologier.

Litteratur:
Almond, Gabriel A., Emmanuel Sivan & R. Scott Appleby: ”Examing the Cases”, in: Marty, Martin E. & R. Scott Appleby ed., Fundamentalisms Comprehended, University of Chicago Press, Chicago, 445-482, 1995

Almond, Gabriel A., Emmanuel Sivan & R. Scott Appleby: ”Explaning Fundamentalisms”, in: Marty, Martin E. & R. Scott Appleby ed., Fundamentalisms Comprehended, University of Chicago Press, Chicago, 425-444, 1995

Arendt, Hannah: Imperialismen. Anden del af Det totalitære samfundssystems oprindelse, Notabene, København, 1972

Courtois, Stéphane m.fl.: Kommunismens sorte bog. Forbrydelser, terror, undertrykkelse, Høst & søn, København, 2003

El-Affendi, Abdelwahhab: Who Needs an Islamic State?, Grey Seal, London, 1991

Ellingsen, Tanja: ”Toward a Revival of Religion and Religious Clashes?”, Terrorism and Political Violence, vol. 17, nr. 3, 305-332, 2005

Euben, Roxanne L.: Enemy in the Mirror. Islamic Fundamentalism and the Limits of Modern Rationalism, Princeton University Press, Princeton, 1999

Gentile, Emilio: ”The Sacralisation of Politics: Definitions, Interpretations and Reflections on the Question of Secular Religion and Totalitarianism”, Totalitarian Movements and Political Religion, vol. 1, nr. 1, 18-55, 2000

Gentile, Emilio: ”Fascism, Totalitarianism and Political Religion: Definitions and Critical Reflections on Criticism of an Interpretation”, Totalitarian Movements and Political Religion, vol. 5, nr. 3, 326-375, 2004

Haddad, Simon & Hilal Khashan: ”Lebanese Muslim Views on September 11″, Journal of Conflict Resolution, vol. 46, nr. 6, 812-828, 2002

Halliday, Fred: “The politics of Islamic fundamentalism. Iran, Tunesia and the challenge to the secular state”, in: Ahmed, Akbar S. & Hastings Donnan ed., Islam, Globalization and Postmodernity, Routledge, London, 91-114, 1994

Juergensmeyer, Mark: Terror in the Mind of God, University of California Press, London, 61-84, 2003

Kepel, Gilles:  Jihad: The Trail of Political Islam, I. B. Tauris& Co. Ltd, London, 2004

Kramer, Martin: “Fundamentalist Islam at Large: The Drive for Power“, Middle East Quarterly, 1996

Lewis, Berhard: Islam i krise, Gyldendal, 2003

Miller, Judith: ”Global Islamic Awakeing or Sudanese Nightmare?” in: Appleby, R. Scott ed. Spokesmen for the Despised, University of Chicago Press, London, 182-224, 1997

Nüsse, Andrea: Muslim Palestine: The Ideology of Hamas, Harwood Academic Publishers,  Amsterdam, 1998

Peters, Rudolph: Jihad, Vandkunsten, København, 2004

Pipes, Daniel: “There are no moderates: dealing with fundametalist Islam“, Middle East Forum, 1995

Qutb, Sayyid: Milestones, American Trust Publications, Indianapolis, 1990

Ramadan, Abdel Azim: ”Fundamentalist Influence in Egypt: The Strategies of the Muslim Brotherhood and the Takfir Groups”, in: Marty, Martin E. & R. Scott Appleby ed., Fundamentalisms and the State, University of Chicago Press, Chicago, 152-183, 1993

Rubin, Barry: The Tragedy of the Middle East, Cambridge University Press, Cambridge, 2002

Shirer, William L.: Det Tredie Riges storhed og fald, bind 1-2, Berlingske Forlag, København, 1966

Swallow, Allan ed.: ”Readings on Fascism and National Socialism“, The Project Gutenberg eBook, 2004

Zeidan, David: “The Islamic Fundamentalist View of Life as a Perennial Battle“, Middel East Review of International Affairs, 2001

Zimmerman, John C.: ”Sayyid Qutb’s Influence on the 11 September Attacks”, Terrorism and Political Violence, vol. 16, nr. 2, 222-252, 2004

Noter:

1. Sayyid Qutb (1906-1966) var en islamistisk ideolog og ledende medlem af Det islamiske broderskab. Hans ideologi har været central i bl.a. Hamas’ og Al Qaedas virke (Zimmerman 2004). I 1966 blev Qutb henrettet i Ægypten for forsøg på at omstyrte staten. [tilbage]
2. Begrebet utopi stammer fra en fiktiv rejsebeskrivelse forfattet af den engelske statsmand Thomas More (1478-1535). I fantasilandet Utopia lever alle beboerne i fred og retfærdighed med hinanden. Flere forfattere og politiske tænkere har siden beskæftiget sig med utopien, drømmen om det perfekte samfund. Til forskel fra millenarismen, hvor det perfekte samfund er afhængig af kontekstuelle dommedagsscenarier, kan et utopisk samfund etableres uden en forudgående verdensundergang. [tilbage]
3. Der er blandt forskere enighed om, at de totalitære styreformer udgøres af fascisme, nazisme og kommunisme (Gentile 2000 41; Arendt 1972) [tilbage]
4. Ud fra den syndebukketeori, som bl.a. René Girard argumenterer for i bogen ”Thing Hidden Since the Foundation of the World”, at når en krisetilstand truer et samfund med splittelse eller total opløsning, udvælges (arbitrært) en eller flere syndebukke, som tillægges skylden for samfundets krise; når syndebukken herefter elimineres, elimineres krisen. [tilbage]
5. Førerprincippet er beskrevet på følgende måde af den tyske statskundkab professor i statskundskab Ernst Rudolf Huber: ”The Fuehrer-Reich of the [German] people is founded on the recognition that the true will of the people cannot be discloed through parliamentary votes and plebiscites but that the will of the people in its pure and uncorrupted form can only be expressed through the Fuehrer. Thus a distinction must be drawn between the supposed will of the people in a parliamentary democracy… and the true will of the people in the Fuhrer-state, in which the collective will of the real political unit is manifested.” (Swallow 2004) Huber var under nazismen, en af de førende eksperter i forfatningsret. [tilbage]
6. Karisma er et diffust begreb, som nemt kan misbruges eller misforstås. Her bruges begrebet med Webers religionsvidenskabelige indhold, om en figur, som er fordomsfri og revolutionær, og som tilskrives særlige egenskaber af tilhængerne. I visse tilfælde er denne karisma institutionaliseret, som det f.eks. er tilfældet med det iranske præstestyre. [tilbage]
7. F.eks. henviser Osama bin Laden i en tale fra 7. oktober 2001 til kalifatets opløsning som begyndelsen til mere end 80 års ydmygelse (Lewis 2003, 4), og der verserer rygter om, at Osama bin Laden havde eller har ambitioner om at opkaste sig selv til kalif (Lewis 2001, 13). Hamas mener, at Første Verdenskrig blev startet med det formål at berøve muslimerne deres magt ved, at nedlægge kalifatet (Charter of Hamas, artikel 22). Hizb ut Tahrir arbejder for at genrejse kalifatet (www.hibz-ut-tahrir.dk/definit/definit.htm). [tilbage]
8. Afghanistans religiøse politi havde navn efter deres wahabistiske, saudiarabiske forbillede. De saudiske mutaween blev i 2002 fordømt på nationalt og internationalt da de forhindrede piger, som ikke var korrekt klædt og i selskab med en mandlig slægtning i at flygte fra en brændende pigeskole. 15 piger omkom og over 50 blev såret. [tilbage]
9. Den nazistiske racelære er også funderet i et religiøst udgangspunkt. En person var i henhold til Nürenberg-lovene af 1935 defineret som jøde, hvis én eller flere af personens bedsteforældre var jøde. I efterfølgende slægtled er det genetikken, der var bestemmende, og en person kunne være mere eller mindre jøde, afhængig af hvor mange af personens forfædre var jøder. Religion blev således transformeret til biologisk arvemasse. [tilbage]
10. Der eksisterer dog en mængde anekdotisk evidens for overgreb mod religiøse minoriteter fortaget i muslimsk domineret lande, men ingen eller meget få beviser for statens deltagelse i overgrebene. [tilbage]
11. Det kan diskuteres hvorvidt det armenske folkemord, som blev begået omkring 1909 i Tyrkiet, var motiveret af religion, etnicitet eller nationalisme, da disse identitets markører ofte følges ad (McKay 2000, 956). [tilbage]
12. Kvaliteten indenfor naturvidenskaberne faldt også mellem 1933 og 1937, først og fremmest fordi en række førende tyske forskere enten sagde deres stillinger op eller blev afskediget. Mange af de, der fortsatte deres arbejde, inddrog den nazistiske racelære i deres forskning og undervisning, f.eks. blev Einsteins relativitetsteori forkastet, fordi han var jøde. Det var i længden med til at begrænse nazisternes effektivitet på slagmarken (Shirer 1966, 308). [tilbage]
13. En af de mest kontroversielle sætninger i Clash of Civilizations er ifølge Huntington selv: ”Islam’s borders are bloody, and so are its innards” (Huntington 2002, 258). [tilbage]
14. WVS’s undersøgelser viser udelukkende folkelig tilslutning til overordnede demokratiske ideer, hvilket ikke demonstrerer kompatibilitet mellem Islam og demokrati [tilbage]