Iran, FN og kernevåben

Den 9. juni 2010 vedtog FNs sikkerhedsråd at pålægge Iran, hvad der af FN selv betegnes som skrappe sanktioner, hvis landet forsat nægter at samarbejde med det internationale atom agentur, IAEA. De præcise betingelser og sanktioner er irrelevante, da de ingen indflydelse har på hvorvidt Iran vil efterleve beslutninger truffet i FN.
Det er fjerde gang siden 2002, da det blev kendt at Iran havde et hemmeligt atomprogram, at FN forsøger at tvinge Iran til at samarbejde. I opstartsfasen af Irans atomprogram kunne projektet måske stoppes vha. diplomati og sanktioner, men muligheden er forpasset. Målet for Irans våbenprogram er inden for rækkevidde, selv om eksperterne er uenige om hvorvidt at Iran kan have kernevåben om ét eller tre år.

FNs og IAEAs håndtering af Nordkoreas produktion af kernevåben har overbevist Iran om to ting.
For det første at FN er en papirtiger. FN har ikke bare svært ved at træffe beslutninger, men besidder ikke muligheden for at følge op på beslutninger taget i sikkerhedsrådet. FN er reelt handlingslammet og FNs tålmodighed med lande der udvikler atomvåben er næsten uendelig. For det andet viste det Iran, at gevinsten ved at besidde atomvåben langt overstiger de negative konsekvenser som FNs sanktioner medfører. Iran vil blive det andet muslimske land som besidder atomvåben, og kan distancere sig fra rivalen det sunnitiske Saudi Arabien og vinde kampen om at blive Mellemøstens dominerende magt. Selv hvis landet i den tid det tager at udvikle atomvåben, ikke kan importere komponenter der kan bruges til at fremføre det færdige våben, der er forholdsvis stor risiko for at mindst ét andet land, der allerede besidder denne teknologi, vil forsøge at omgå sanktionerne. Der er ingen realistisk chance for at FNs sanktioner vil tvinge Iran til forhandlingsbordet, og endnu mindre chance for at Iran vil opgive drømmen om atomvåben med mindre FN ændre taktik.
Men måske har flere af de enkelte medlemslande af FN overhovedet ikke interesse i, at tvinge Iran til at opgive deres atomvåbenprogram. Ved at lade tiden gå, og håbe at Israel på et tidspunkt mister tålmodigheden, er det ikke FN, men Israel der skal stå til regnskab overfor de muslimske masser. Ved ikke at handle, kan FN dog blive skyld i endnu større ustabilitet i regionen, end der allerede er. Angriber Israel Iran for at forhindre landet i at udvikle kernevåben, er det sandsynligt at dette vil afføde en kædereaktion af angreb mod og fra Israel. Det kan antages at Israel i tilfælde af et angreb på Iran, vil forsøge at stække Hizbollahs evne til at skyd raketter ind over grænsen. Dog kan Israel, med stor sandsynlighed, regne med uofficiel opbakning fra de lande i Mellemøsten, som vil forsøge at forhindre at Iran bliver områdets dominerede magt, først og fremmest Saudi Arabien, der ikke gerne ser det shiitiske Iran overtage førepositionen.

Cand.mag.
Jens Jegindø