The Fundamentalism Project

Marty, Martin og R. Scott Appleby ed.,
Fundamentalisms Observed, University of Chicago Press, Chicago 1991, 888 sider.

Marty, Martin og R. Scott Appleby ed.,
Fundamentalisms and Society: Reclaiming the Sciences, the Family, and Education, University of Chicago Press, Chicago 1993, 602 sider.

Marty, Martin og R. Scott Appleby ed.,
Fundamentalisms and the State: Remaking Polities, Economies, and Militance, University of Chicago Press, Chicago 1993, 676 sider.

Marty, Martin og R. Scott Appleby ed.,
Accounting for Fundamentalisms: The Dynamic Character of Movements, University of Chicago Press, Chicago 1994, 862 sider.

Marty, Martin og R. Scott Appleby ed.,
Fundamentalisms Comprehended, University of Chicago Press, Chicago 1995, 528 sider.

The American Academy of Arts and Sciences søsatte i 1991 det flerårige The Fundamentalism Project, hvis opgave det var at beskrive fundamentalismens mange udtryk og forsøge at forstå, hvorfor den moderne verden mødte flere og ikke færre militante og politiske religiøse bevægelser. Resultatet blev et værk fordelt over fem bind og godt 3.500 sider, redigeret af Martin E. Marty and Scott Appleby. The Fundamentalism Project er en samling og kondensering af 20 års forudgående arbejde med fundamentalisme og byder måske ikke på store nyheder for de, som længe har beskæftiget sig med emnet. Ikke desto mindre er det meget informativt, indeholder en stor mængde faktuelle oplysninger, og de mange sammenfattende kapitler giver værket en næsten encyklopædisk karakter. Det må være en lettelse for langt de fleste læsere, at det ikke er nødvendigt at læse hvert bind fra ende til anden.
På trods af at begrebet ‘fundamentalisme’ i sig selv udgør et akademisk problem valgte Marty og Abbleby at benytte termen af flere årsager. Først og fremmest fordi begrebet er almindeligt brugt, generelt accepteret blandt akademikere og desuden er den term, der bedst beskriver fænomenet, hvis det antages at være samme fænomen, som gør sig gældende inden for forskellige religioner. Termen gør det muligt at skelne fænomenet fra andre begreber som f.eks. ortodoksi, konservatisme eller traditionalisme.

Det første bind Fundamentalisms Observed (1991) kridter banen op. Her beskrives fundamentalismens fremtoning indenfor buddhisme, confusianisme, hinduisme, jødedom, islam, kristendom og sikhisme. Opgaven i dette bind består primært i at identificere familieligheder mellem fundamentalistiske bevægelser fra forskellige religioner og dermed frembringe en generisk fundamentalismedefinition, som igen muliggør det komparative projekt. Disse familieligheder inkluderer:

1. religiøs idealisme er grundlaget for både gruppens og individets identitet
2. sandheden er åbenbaret
3. fundamentalisme er esoterisk
4. fundamentalister opfatter sig selv som deltagere i en evig kosmisk kamp mellem godt og ondt
5. i kampen mellem godt og ondt, kæmper fundamentalisterne de godes kamp, deres modstandere (alle andre) kæmper på de ondes side
6. de tolker historiske hændelser ud fra den kosmiske kamp
7. fundamentalister er reaktionære, i den forstand at de søger at genskabe en svunden tid eller et svundet samfund
8. fundamentalister er selektive i forholdet til historie, myter og traditioner
9. bevægelserne er mandsdominerede
10. de søger at øve indflydelse på magtfordelingen i samfundet

Der ud over giver bindets encyklopædiske udformning gode muligheder for sortere i de mange observationer. Opgaven for læseren kan dog til tider synes uoverkommelig. Hele 80 tætskrevne sider omhandlende Gush Emunim eller næsten lige så mange sider om Jamaat-i-Islami virker måske ikke lige tiltrækkende på alle, men det er netop den store detaljerigdom, der gør dette første værk til informativ læsning og understreger projektets ambitiøse målsætning. Forsøget på at inddrage så mange bevægelser som muligt i projektet bevirker, at et par af kapitlerne virker en smule malplacerede, jeg tænker her på kapitlerne om romersk-katolsk traditionalisme og politisk fundamentalisme i Japan.

Andet bind Fundamentalisms and Society (1993) er koncentreret om fundamentalistiske bevægelsers forhold til videnskab, teknologi, uddannelse, medierne og familielivet, specielt med fokus på kvindernes rolle. Det vises, hvordan fundamentalisme har medvirket til at hindre videnskabelige fremskridt og har afholdt kvinder fra at opnå samme rettigheder som mænd. Andrea B. Rugh skriver i sit bidrag om kvindernes forhold i Ægypten, at den islamiske vækkelse fokuserer på at inddrage kvinderne i ummahen, og afviser dermed den mere populære udlægning, at den islamiske fundamentalisme søger at undertrykke kvinden og beskytte det patriarkalske samfund.¹ Historikeren William H. McNeill placerer, i bindets sidste og konkluderende kapitel, den moderne fundamentalisme i historisk kontekst. Han er dog ikke begejstret for termen fundamentalisme, men bruger i stedet den noget længere betegnelse “religiously inspired reform movements“. McNeill lægger vægt på at den moderne fundamentalisme er formet i det sociale tomrum, som opstod med urbaniseringen af landbefolkningen. Den udbytning af arbejdskraften, som byerne bød på, betød, at den tidligere ruale befolkning definerede det nye som fjenden og modsatte sig integration i den nye kultur.² Religionsforståelsen ligner til forveksling den, der fremsættes i den marxistiske religionskritik.

Fundamentalisms and the State (1993), som er seriens tredje bind, omhandler fundamentalisternes forsøg på at tilkæmpe sig indflydelse i samfundet, og hvordan magtbegrebet søges omdefineret. Hovedparten af bindets 25 kapitler omhandler jødisk og islamisk fundamentalisme, men også kristen fundamentalisme bliver behandlet, mens hinduisme og buddhisme  optræder i henholdsvis ét og to kapitler. Bindets primærer funktion er at belyse hvordan fundamentalister forsøger at omskabe eller rekonstruere verden omkring dem, gennem politik og økonomi. Den fundamentalistiske militarisme bliver behandlet i bindets sidste syv kapitler, som bl.a er forfattet af Ehud Sprinzak, Olivier Roy og Martin Kramer.  Generelt er tendensen, at fundamentalisterne har større held med at influere specifikke niveauer af samfundet end det statslige niveau. Hvilket betyder, at fundamentalisterne ikke har succes med deres bestræbelser på at konvertere magt over individer til magt over staten.

I seriens fjerde bind, med titlen Accounting for Fundamentalisms (1994) analyseres de forhold, som påvirker fundamentalistiske bevægelser til at forandre deres adfærd og ideologi. Man ser bl.a. på, hvorfor nogle grupper tilpassede sig forholdene i samfundet uden for gruppen, mens andre brugte vold i kampen for deres absolutistiske verdenssyn. Ikke overraskende er hovedvægten lagt på fundamentalismens udvikling i Mellemøsten, med et kig på både jødiske og muslimske bevægelser i regionen. Et godt og velargumenteret kapitel er Hugh Roberts analyse af islamisk fundamentalisme i Algeriet. Han beskriver det tilsyneladende paradoks, at fundamentalisterne vandt en stor valgsejr ved landets første og eneste frie valg, for de islamiske fundamentalister havde længe været maginaliserede i det algeriske samfund. Det er en almindelig opfattelse, at fundamentalisme har medgang under undertrykkende regimer, hvor befolkningen finder det umuligt at udtrykke sine frustrationer på anden vis. Hvorfor havde fundamentalisterne medgang, når netop denne mulighed blev en realitet? Roberts besvarer spørgsmålet ved at argumentere for, at bevægelserne blev brugt af den daværende præsident til at forhindre, at et beslutningsdygtigt parlament blev dannet. Chadli Benjedid mente, at et handlingslammet parlament ville overgive vidtgående beføjelser til præsidenten. En taktik, som fik katastrofale konsekvenser for landet.

Det femte og sidste bind i serien Fundamentalism Comprehended (1995) samler trådene fra de fire tidligere binds godt 3000 sider. Det er en opgave af enorme dimensioner at opstille en sammenhængende forklaringsmodel på grundlag af det omfattende materiale, der er til rådighed. Ikke desto mindre er resultatet vellykket. I en række kapitler opregnes resultaterne af de mange års arbejde. Der er også plads til et kapitel om, hvordan frygten for fundamentalisme indirekte udfordrer demokrati og menneskerettigheder ved at frembringe antifundamentalistiske reaktioner, forfattet af Mark Juergensmeyer. Desuden indeholder bindet et aktuelt kapitel om fundamentalisters forhold til humor, hvor det måske overraskende viser sig, at fundamentalister ikke alene har humor, men også besidder en stor del selvironi. Kapitlet fokuserer på den jødiske Gush Emunim-bevægelse, men man har da lov at håbe, at humor er et universelt menneskeligt træk.
I kapitel 16, med titlen ”Fundamentalism: Genus and Species”, forsøger Appleby, Emmanuel Sivan og Gabriel Almond at opridse fundamentalismens træk, som fænomenet er blevet fremstillet i seriens tidligere bind. Dette gøres ved at fremdrage fem ideologiske og fire organisatoriske karaktertræk. De fem ideologiske karaktertræk er:³

1. fundamentalister er først og fremmest optaget af religionens rolle i det moderne samfund
2. fundamentalisme har selektiv traditionsopfattelse og er selektiv i forholdet til, hvilke dele af moderniteten der reageres mod, og hvilke som accepteres
3. fundamentalister har et radikalt dualistisk verdenssyn
4. fundamentalister er absolutister, og det åbenbarede er ufejlbarligt
5. fundamentalister er tilhængere af en eller anden form for millenarisme eller messianisme

De organisatoriske karakteristika er:

1. medlemmerne er valgte eller udvalgte
2. optrukne grænser til verden uden for gruppen
3. karismatisk leder
4. gruppen regulerer individets adfærd

Marty og Appleby skriver, at fundamentalisme er tættere forbundet med modernisme end traditionalisme, for mens fundamentalismen retorisk afviser moderniten, gør den brug af moderne institutioner og teknologisk udvikling. F.eks. gør Ann Mayer opmærksom på, at den iranske forfatning har sammenfald med den franske ditto fra 1958.⁴ Majid Tehranian slutter sit kapitel om fundamentalisternes påvirkning af uddannelser og medier af med optimistisk at erklære islamisk fundamentalisme en progressiv bevægelse, som i den henseende er sammenlignelig med den protestantiske reformation.⁵ Nogle enkelte af bidragsyderne forbinder ikke fundamentalisme med modernitet, men argumentere for at fundamentalisme er en generel respons på kulturelle og sociale forandringer, og at sådanne forandringer også fandt sted i præmoderne tid.⁶ Det bedste eksempel på en sådan reaktion er den tolkning af islamisk religion og lov, som Ibn Taymiyyas introducerede i begyndelsen af det 13. århundrede. Projektets insisteren på at begrænse fundamentalisme til en reaktion mod modernitet og sekularisering udgør ikke noget problem. Det er en definition, som mange forskere, der ikke deltog i projektets tilblivelse, bl.a. Stephen Sharot og Frank Lechner, også er enige i.⁷ Ikke desto mindre vil jeg knytte et par bemærkninger til valget af definition.

En af projektets hypoteser er, at visse karaktertræk, eller familieligheder, som deles af tilsyneladende inkommensurable religiøse grupper, har motiveret dem til at reagere mod den moderne verden og sekulariseringen. Hypotesen har også været med at bestemme kursen for mange af bidragene. Dermed er det måske ikke mærkeligt, at redaktørerne allerede efter første bind kan konstatere, at fundamentalisme er “beleaguered believers attempt to preserve their distinctive identity […] by selective retrieval of doctrines, beliefs, and practices from a sacred past […] identity thus renewed becomes the exclusive and absolute basis for a re-created political and social order that is oriented to the future”.⁸ Projektets hypotese bliver opfyldt af egne præmisser, og det ligner til forveksling en cirkelslutning. Mange af bidragsyderne er dog knap så entusiastiske. For en stor dels vedkommende gør de opmærksomme på, at netop den bevægelse eller gruppe, som er genstand for deres opmærksomhed, ikke ligner fundamentalismens andre familiemedlemmer og derfor ikke er egentlig fundamentalistisk, men snarere er at regne for fundamentalistlignende bevægelser. Det fremstår som en konflikt mellem redaktionens forsøg på at tegne et samlet billede af en tendens inden for religion og forskellige bidragsyderes insisteren på exceptionalisme. At termen fundamentalisme optræder i pluralis (fundamentalisms) i titlen på samtlige bind i værket giver en følelse af kompromis og ikke enighed. Man kan stille spørgsmål ved, om forfatterne overhovedet er af den opfattelse, at det er samme fænomen, som gør sig gældende inden for de forskellige religiøse kontekster.

Idet holdet bag projektet er sammensat på tværs af akademiske discipliner og paradigmer er det ikke overraskende, at bidragsyderne er mere uenige end enige mht. fundamentalismens årsag, fremtoning og fremtid. Men den store diversitet er projektets force. Utallige fundamentalistiske grupper og bevægelser identificeres. Næsten alle tænkelige vinkler er inkluderet i værket. Fundamentalisternes forhold til kvinder, uddannelse og kosmiske konflikter, deres motivation og deres virkemidler m.v. underkastes analyser af historikere, sociologer, filosoffer og antropologer. De mange kapitler er skrevet af forskere med vidt forskellige indgangsvinkler. Bidragsyderne tæller bl.a. John O. Voll, Olivier Roy, Nikki R. Keddie, Martin Kramer, Emmanuel Sivan og Ernst Gellner, for at nævne nogle få.
Projektet tilbyder ingen løsning på de udfordringer, fundamentalisme stiller det moderne samfund overfor, men det afmystificerer fundamentalisme og demonstrerer, at fundamentalistiske grupper sjældent opnår indflydelse på egne præmisser. Det stiller spørgsmål og rejser en debat, hvilket for Martin Marty er i tråd med grundlaget for projektet.⁹ Udover de mange informative kapitler, med store mængder af ubehandlet data, er et af projektets måske vigtigste resultater at skabe et interparadigmatisk begrebsapparat, som kan benyttes indenfor fundamentalismeforskning mange år fremover.

Anmeldt af:
Jens Jegindø, cand.mag.
Afdeling for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet

Hent anmeldelsen her (PDF format).

Noter:

1. Fundamentalisms and Society 1993, 151-180 [tilbage]
2. Fundamentalisms and Society 1993, 558-574 [tilbage]
3. Fundamentalisms Comprehended 1995, 399-424 [tilbage]
4. Fundamentalisms and the State 1993, 118 [tilbage]
5. Fundamentalisms and Society 1993, 343 [tilbage]
6. F.eks. John Voll, Fundamentalisms Obeserved 1991, 347 [tilbage]
7. Sharot, Stephen, ”Religious Fundamentalism: Neo-traditionalism in Modern Societies”, in: Wilson, Bryan ed., Religion: Contemporary Issues, Bellew Publishing, London, 24-45 & 259-264, 1992 og Frank J. Lechner, “Fundamentalism Revisited”, in: Robbins, Thomas & Dick Anthony ed., In Gods We Trust: New Patterns of Religious Pluralism, 77-97, 1990 [tilbage]
8. Fundamentalisms and Society 1993, 2 [tilbage]
9. Læs f.eks. Martin Marty rapport til The American Academy of Arts and Sciences ved projektets afslutning: Too Bad We’re So Relevant [tilbage]