Om at studere islamisk fundamentalisme

Nedenstående artikel er en beskrivelse af tre forskellige forskningshistoriske paradigmer inden for studiet af fundamentalistisk islam, som optræder i moderne forskning.

I perioden efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning udkom en række værker og artikler, som problematiserede forholdet mellem Vesten og islam, og specielt forholdet mellem demokrati og islam. Blandt dem er Samuel Huntingstons artikel ”The Clash of Civilizations?” (Huntington 1993a), som blev publiceret i tidsskriftet Foreign Affairs. I 1996 blev artiklen fulgt op af en bog. Huntington er professor ved Eaton University i ”Science of Government” og leder af Institut for strategiske studier ved Oxford University, og han har tidligere været tilknyttet en neokonservativ tænketank. Forskellige aspekter af artiklen og den efterfølgende bog afstedkom en til tider hidsig debat, som stadig føres i tidsskrifter og bøger (se f.eks. Huntington 1993b, Norris & Inglehart 2002, Stepan 2003, som eksempler på tre forskellige aspekter af diskussionen). Huntingtons fokus var forskellige civilisationers tilgang til demokratiet. Allerede i 1991 havde Huntington skrevet bogen The Third Wave of Democratization, hvor han beskrev, hvad han betragtede som mulige forhindringer for demokratiseringsprocessen i en række lande, heriblandt de muslimske. I samme periode skrev franskmanden Olivier Roy en bog om islamisme som et fejlslagent politisk projekt (Roy 1994). Den produktive britiske historiker Bernard Lewis skrev i disse år en lang rækker udgivelser om fundamentalismens historiske udvikling.

Efter terrorangrebene på New York og Washington d. 11. september 2001 kom der for alvor gang i udgivelser om fundamentalistisk islam, og medierne fik øje på den fuldstændige ”anderledeshed”, som denne tolkning af islam synes at udtrykke. Der blev udgivet en lang række bøger og artikler, som forsøgte at forklare, hvordan angrebene kunne ske og ikke mindst hvorfor. Blandt forskere hersker der uenighed om islams rolle i terrorangrebene. Ét står dog klart; at selvmordsterroristerne alle var muslimer, og dette afstedkom en større fokusering på ændringen i forholdet mellem Vesten og Islam siden Sovjetunionens fald i 1991. Mens mange anser den fundamentalistiske islam som værende på sit højdepunkt netop nu, mener sociologi professor Gilles Kepel, at ”the attack on the United States was a desperate symbol of isolation, fragmentation, and the decline of the Islamist movement, not a sign of its strength and irrepressible might” (Kepel 2004, 375).¹ Kepel argumenterer at 70erne og 80erne var islamisternes storhedstid, og at en nedgangsperiode, set i forholdet til folkelig opbakning og retorisk gennemslagskraft, påbegyndtes i midt 90erne, og at denne afmatning stadig præger de islamistiske grupper. Samtidig dukkede en lang række mere eller mindre islamkritiske bøger op, som lagde sig i kølvandet på Huntingtons overordnede projekt, at vise en inkompatibilitet mellem Islam og Vesten, eksemplificeret ved Helle Brix’ og Hans Hedtofts I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten (2003). De uroligheder som var reaktionen på, at Jyllands Posten i september 2005 trykte 12 tegninger af islams profet Muhammed, blev genstand for en række bøger, hovedsageligt danske udgivelser, som også behandlede fænomenet fundamentalisme, nogle dog kun accessorisk.

I dag er mængden af litteratur som omhandler islamisk fundamentalisme uoverskuelig stor. Det er derfor en uoverkommelig opgave, at forsøge at beskrive hver enkelt forfatters tilgang til emnet. De paradigmer som i dag er betegnende for forskningen af islamisk fundamentalisme beskrives bedst tematisk.

Første paradigme: Islamisk exceptionalisme

Forskere, som arbejder inden for det første paradigme, mener ikke, at vestlige socialvidenskabelige teorier kan benyttes i studierne af islamisk fundamentalisme, fordi fænomenet er unikt islamisk. Den islamiske verden ses som essentielt forskellig fra resten af verden i almindelighed, og Vesten i særdeleshed. Tilhængerne af dette paradigme bliver derfor af nogle forskere kaldt essentialister (Salla 1997, 729f).
Ifølge dette paradigme, består islam af et sæt klart definerede principper, indenfor hvilke der kun undtagelsesvis kan gøres plads til fortolkning af islam, men hvor de grundlæggende værdier i vid udstrækning er statiske. Sammenholdt med forestillingen om at islam udover at være en religion også er en kultur og et livssyn, skabes et ahistorisk billede af islam, som betragtes som en uafhængig variabel, løsrevet af historisk og kulturel kontekst, der er bestemmende for alle muslimers handlemønstre.
På trods af sammenfaldet i den grundlæggende paradigmatiske opfattelse af islam, findes en markant politisk diversitet inden for tilhængerne af dette første paradigme. Derfor kan tilhængere af paradigmet med fordel deles i tre kategorier, på baggrund af deres politiske observans.

Kulturrelativisme
Den første undergruppe kan beskrives som kulturrelativister. Eksponenter for denne gruppe inkluderer bl.a. John o. Voll, John L. Esposito og Anoushiravan Ehteshami. Inden for denne gruppe bruges termen ‘fundamentalisme’ sjældent; der refereres i stedet til grupperingerne som ‘islamistiske’ eller man bruger termen ‘politisk islam’. Hovedvægten bliver lagt på en forestilling om fordomme over for eller manglende forståelse af muslimer og islam i Vesten. Antidemokratiske agendaer, kvindeundertrykkelse og atavistisk politik bliver forklaret ud fra et moderne princip om værdirelativitet, eller tillægges nogle få ekstremister, hvis betydning overdrives af vestlige eksperter og medierne. Der er dog enighed om, at de muslimske fundamentalister ser Vesten, og specielt USA, som deres fjende. Fundamentalismens opståen forklares ofte med baggrund i kolonitiden og imperialismen. Samtidig karakteriseres fundamentalisterne som en meget lille og ubetydelig gruppe, som i højere grad er årsag til irritation end egentlig frygt. Dette forstået således at fundamentalistiske terrorister nok kan skabe frygt i en befolkning, men de har ikke en reel mulighed for at true de vestlige samfund, fordi de mangler militærteknologi af betydning og folkelig opbakning. Der argumenteres desuden for, at der ikke eksisterer en absolut eller uomgængelig modsætning mellem demokrati og islam, tværtimod synes nogle af forskerne at mene, at fundamentalistisk islam indeholder kimen til demokrati, i fortolkningen af begreber som Shura og Bay’a (Voll & Esposito, 1994).²
Blandt denne gruppe findes en tendens til at anskue den amerikanske udenrigspolitik som værende styret af fjendebilleder. Krigen mod terror er opstået ved at udskifte den kommunistiske trussel fra Den kolde krig med billeder af jihadis. Krigen mod terror betegnes ofte som en konspiration udtænkt af tre grupper: De amerikanske neokonservative, som repræsenterer de akademiske teorier, som danner det ideologiske grundlag for den amerikanske regerings politik og med et ideologisk grundlag funderet i Huntingtons tese om civilisations sammenstød; de gamle ideologiske koldkrigere, som mangler en fjende at bekæmpe; og bureaukrater indenfor Pentagon og efterretningstjenesterne, som for at retfærdiggøre deres fortsatte eksistens og undgå nedskæringer i kølvandet på den kolde krigs afslutning er tvunget til at finde en militær fjende. Derudover kan nævnes siddende politikers forbindelser til olie- og/eller våbenindustrien, almindelig korruption og zionisters indflydelse på USA’s udenrigspolitik. Nogle anser islamiske fundamentalisme for at være et reelt problem, og årsagen til fundamentalistiske gruppers popularitet placeres hos vestlige stater, især den amerikanske, udenrigspolitik. Alternativt peges der på Europas historiske imperialisme eller korstogene som hovedårsagen til islamisk fundamentalisme.

Neoorientalisme
En anden gruppe, som benytter det første paradigme, kan kaldes neoorientalisterne.³ Disse har et forholdsvis negativt syn på moderne islamistiske grupper. Denne gruppe argumenterer for, at rødderne til autokratiske regimer og undertrykkelse af anderledes tænkende er funderet i den islamiske tro, og at islamisk fundamentalisme primært er en mere kategorisk og politisk manifestering af islam. Det kan kort udtrykkes som, at problemet med fundamentalistisk islam er islam. Der henvises bl.a. til at Koranen og Hadith legitimere vold mod ikke-muslimer, der desuden betegnes som aber og svin. Til denne gruppe hører Martin Kramer og Samuel P. Huntington, som ikke skelner mellem islam som religion og islamisme som politiske ideologi. Huntington skriver: ”The underlying problem for the West is not Islamic fundamentalism. It is Islam, a different civilization whose people are convinced of the superiority of their culture and are obsessed with the inferiority of their power” (Huntington 2002, 217). Modsat bruger en anden eksponent for gruppen, Daniel Pipes, megen tid på at opretholde en sådan distinktion (Pipes 1997, 51f).

Neoorientalisterne mener, at den islamiske fundamentalisme udgør en fare for vestlige interesser og demokratiet som institution af flere årsager. For det første anses fundamentalisterne for at være antidemokratiske. For det andet truer fundamentalisterne med at destabilisere mange af de provestlige regeringer/regimer i de muslimsk dominerede lande i Nordafrika, Mellemøsten og Kaukasus; f.eks. Egypten, Jordan, Tyrkiet, Usbekistan, Algeriet og Tunesien. For det tredje mener de, at fundamentalisterne fører åben krig mod vestligt støttede fredsinitiativer, som søger at mægle mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. For det fjerde har islamiske fundamentalister stået for størstedelen af, og de mest destruktive, terrorangreb mod Vesten og vestlige interesser i nyere tid. For det femte mener de, at fundamentalisterne forsøger at skabe en fælles og koordineret kamp mod Vesten, eksemplificeret ved flere fundamentalistiske gruppers troskabsed til Al Qaeda. Desuden ses specielt Saudi Arabiens udenrigspolitik som værende problematisk, bl.a. støtter den saudiske regning byggeriet af fundamentalistiske moskeer over alt i verden og Saudi Arabiske statsstøtte nødhjælpsprogrammer har tidligere gjort uddelingen af nødhjælp afhængig af modtagernes religiøse overbevisning (Huntington 2002, 178). Løsningen på det, som opfattes som det islamistiske problem, ses gerne som en forlængelse af den kolde krig. Midlerne mod denne trussel er i flg. neoorientalisterne ”resistence, suppression, and containment”, en strategi som er meget lig den, der blev benyttet i den kolde krig (Hunter 1998, 71; Salla 1997, 732-737). Stærkest repræsenteret i denne gruppe er amerikanske politologer som f.eks. Huntington og Pipes.

Fundamentalisterne
Den tredje undergruppe, som benytter paradigmet om islamisk exceptionalisme, er fundamentalisterne selv. De opfatter det islamiske styre som demokratiet overlegent, da guddommelige love står over menneskeskabte, og demokrati opfattes som menneskets forsøg på at fratage Gud overhøjheden. For fundamentalisterne er vestlige liberale idéer om, at samfundet og staten ikke skal gribe ind privatssfæren (dvs. der hvor handlinger ikke berører andre end handlingens udøver), direkte skadelige for det moralske fællesskab. Ansvaret over for samfundet sættes over individets rettigheder. De argumenterer for, at et moralsk og troende samfund ikke alene har ret, men også pligt til at gribe ind over for adfærd, der anses som undergravende for samfundet, som helhed, og de tager skarpt afstand fra det, som de kalder ’den amerikanske model’, fordi den består af ”drugs, alcohol, drunken driving, sex on television, pornographic films… AIDS which is caused by the spred of homosexuality… women and men kissing in public, and growing poverty…” (Sivan 1995, 4). I Afghanistans tilfælde blev al brug af radio, fjernsyn og internet forbudt under talibanstyret. Men kun de mest ekstreme fundamentalister forkaster alt moderne, da det har vist sig at være upraktisk for gennemførelsen af deres politiske agenda (Huntington 2002, 73). Generelt accepterer fundamentalisterne brugen af moderne teknologiske opfindelser, som forbrændingsmotoren, automatriflen og internettet, men afviser humanistiske og politiske udviklinger.
De fundamentalistiske grupper betegner ikke sig selv som fundamentalistiske. De argumenterer bl.a. med, at ordet fundamentalisme ikke eksisterer på arabisk, derfor kan det ikke benyttes til at beskrive muslimer, og deraf følger, at muslimer per definition ikke kan være fundamentalistiske (Pipes & Clawson, 7). De foretrækker at kalde sig selv muslimer eller rettroende, hvilket der ikke er noget usædvanligt ved. Fundamentalistiske grupper har til vane at definere sig selv, som den eneste sande udgave af den religion, de bekender sig til (Almond, Sivan & Appleby 1995, 406f).

Der er naturligvis forskere der i større eller mindre grad bekender sig til det islamiske exceptionalisme paradigme, men falder uden for de tre ideologisk/politisk defineret undergrupper.

Andet paradigme: Komparativ fundamentalisme

De, som arbejder inden for det komparative paradigme, ser den islamiske vækkelse (eller revitalisering) inden for de sidste årtier, som en del af et større fænomen, nemlig en verdensomspændende religiøs radikalisering. Der argumenteres f.eks. for, at den islamiske fundamentalismes opblomstring ikke er unik, men er direkte sammenlignelig med protestantisk fundamentalisme i USA, jødisk fundamentalisme i Israel, hinduistisk fundamentalisme i Indien og højreradikale gruppers fremkomst i Vesten og tidligere sovjetrepublikker. Den religiøse radikalisering ses som et resultat af, at den moderne verdens pres på de religiøse grupper, skaber en reaktion. Inden for dette paradigme benyttes socialvidenskabelige teorier og fænomenologi til at sammenligne og modstille de forskellige fundamentalistiske grupperinger.

Akademikere, som arbejder inden for dette paradigme, anser generelt fundamentalisme for at være en trussel mod demokrati, menneskerettigheder (specielt kvinderettigheder), det sekulariserede samfund og videnskabelige fremskridt. Desuden anser mange religionsforskere komparativitet som en af religionsvidenskabens absolutte hjørnesten, og paradigmet står netop stærkt i religionsvidenskabelige kredse. Paradigmet kommer bl.a. til udtryk i det massive The Fundamentalism Project (1991-1995), som strækker sig over 5 bind. Andre eksponenter for denne gruppe er bl.a. Ingelhart (World Value Survey), Roxanne Euben, Stephen Sharot og Mark Juergensmeyer.

Paradigmets bidrag til de humanistiske videnskaber, som beskæftiger sig med islamisk fundamentalisme, er at frembringe ensartet intraparadigmatisk terminologi og definitioner. Desuden benyttes en streng komparativ metodologi. Der præsenteres derudover generaliseringer, som måske, måske ikke, kan tilbagevises ved yderligere studier, både ved case-studies (dvs. en undersøgelse af en enkelt religion eller et specifikt fænomen) og ved fortsat forskning på tværs af forskellige fundamentalistiske fremtoninger.

Det komparative projekt forkastes af de religiøse fundamentalister (i lighed med de fleste religiøse mennesker generelt), fordi det stiller spørgsmålstegn ved deres religions unikke sandhedskrav. Derfor anses sammenligningen med andre religiøse grupper oftest for blasfemi.

Tredje paradigme: Klasseanalyse

Tilhængere af det tredje paradigme ser primært islamisk fundamentalisme som en politisk bevægelse blandt visse sociale klasser, hvor religion benyttes som instrument til at opnå indflydelse og magt for klasserne. Religion ses som et politisk fænomen på linje med kommunisme eller sammenlignes med populistiske grupper som f.eks. nazisterne i mellemkrigstidens Tyskland. Der sker sjældent en komparation med andre religiøse grupper. Samfundet anskues som organisk, dvs. for at samfundet kan fungere, skal alle samfundets dele være virksomme og sunde.

Modsat tilhængere af det første paradigme, som ikke mener, at vestlige socio-økonomiske modeller kan bruges til analyser af den islamiske verden, og ulig komparativisterne, som sjældent benytter klasseanalyser, er klassekamp og klassernes placering i samfundet de altoverskyggende forklarende faktorer i belysningen af fundamentalismens opståen og den tiltrækningskraft den har på visse befolkningsgrupper.

Inden for dette paradigme har studier af Mellemøsten og islam været præget af en forestilling om socio-økonomiske klasser som et epifænomen. Der argumenteres for, at der, til forskel fra i Vesten, ikke har været adskilte feudale og kapitalistiske klasser, som har eksisteret uafhængigt af hinanden og af staten. I Mellemøsten har individer og klaner først overtaget statsmagten, og derefter forsøgt at berige sig. Især i 70erne, forventede mange neomarxister, at fagforeninger og lignende ville blomster op i kølvandet på imperialismens tilbagegang, men i stedet tog udbredelse af fundamentalismen fart og satte en effektiv stopper for klasseanalysens forklaringsforsøg. Faktisk udeblev klassekampen helt fra regionen (Rubin 2001, 76). Den marxistiske tradition, der tidligere var kendetegnede for klasseanalysen er i dag næsten fuldstændigt væk, men klasseanalysen fik en renæssance i 90erne. Nu benyttes socialvidenskabelige koncepter om klasse, køn, identitet, stat og ideologi, bl.a. er storbyernes fattige unge, middelklassen og i særdeleshed, kvindernes stilling i muslimske samfund blevet undersøgt. En moderne eksponent for dette paradigme er Mark Tessler, som tolker den islamiske vækkelse som et resultat af ønsket om politiske og økonomiske reformer. Paradigmet står dog sjældent alene.

Hybrider

Det burde være klart, at disse tre paradigmer repræsenterer de mest grundlæggende tilgange til studiet af islamisk fundamentalisme og forenklet skitserer de rammer fundamentalisme kan tolkes ud fra. Nogle af de forskere, der beskæftiger sig med emnet, kan ikke placeres inden for disse tre paradigmer. Andre kan placeres i flere, dvs. de benytter elementer fra to eller alle tre paradigmer, idet de krydser grænserne mellem de respektive paradigmer, som illustreret ved figur 1. F.eks. benytter den engelske professor i samfundsvidenskab Fred Halliday elementer fra andet og tredje paradigme til at finde ideologiske fællestræk hos jødiske og islamiske fundamentalister, uden at tilskrive dem tilsvarende ensartede sociale klasser. Klasseanalysen bruges bredt til at forklare, hvorfor især fattige unge mænd fra byerne, lader sig rekruttere til de fundamentalistiske bevægelser (f.eks. Kepel 2004, 375). Men som flere forskere gør opmærksom på begrænses forståelsen af fundamentalistisk islam, hvis man udelukker religiøsitet og kulturel identitet fra forklaringsmodellen.

Cand.mag
Jens Jegindø

Litteratur:
Almond, Gabriel A., Emmanuel Sivan & R. Scott Appleby: “Fundamentalism: Genus and Species”, in: Marty, Martin E. & R. Scott Appleby ed., Fundamentalisms Comprehended, University of Chicago Press, Chicago, 399-424, 1995

Brix, Helle Merete m fl.: I Krigens Hus: Islams kolonisering af Vesten, Hovedland, 2003.

Hunter, Shireen T.: The Future of Islam and the West: Clash of Civilizations or Peaceful Coexistence?, Preager Publishers, Westport, 1998

Huntington, Samuel: ”The Clash of Civilizations?”, Foreign Affairs, vol. 72, nr. 3, s. 22-49, 1993a

Huntington, Samuel: ”If Not Civilizations, What? Samuel Huntington Responds to His Critics”, Foreign Affairs, vol. 72, nr. 5, s. 186-194, 1993b

Huntington, Samuel: The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, The Free Press, London, 2002

Kepel, Gilles: Jihad: The Trail of Political Islam, I. B. Tauris& Co. Ltd, London, 2004

Norris, Pippa & Ronald Ingelhart: “Islam and the West. Testing the Clash of Civilization Thesis“, 2002

Pipes, Daniel: “The Western Mind of Radical Islam”, in: Kramer, Martin ed., The Islamism Debate, Tel Aviv University, 51-67, 1997

Pipes, Daniel & Patrick Clawson: “Anwar N. Haddam: An Islamist Vision for Algeria”, Middle East Forum, 1996

Roy, Olivier: The Failure of Political Islam, Harvard University Press, 1994

Salla, Michael E.: “Political Islam and the West: a new Cold War or convergence?”, Third World Quarterly, vol. 18, nr. 4, 729-742, 1997

Sivan, Emmanuel: “Eavesdropping on Radical Islam”, Middle East Forum, 1995

Tessler, Mark: “Arab and Muslim Political Attitudes: Stereotypes and Evidence from Survey Research”, International Studies Perspectives 4, 2003

Voll, John & John Esposito: “Islam’s Democratic Essence“, Middle East Quarterly, 1994

Noter:

1. Kepels bog Jihad: The Trail of Political Islam er skrevet før terrorangrebet d. 11.september 2001. Henvisningen til angrebet d.11. september er tilføjet i senere udgaver. [tilbage]
2. Modsat Salla (1997), har jeg valgt at placere Esposito og Voll i kategorien af islamiske exceptionalister, fordi de er af den overbevisning, at demokratiseringsprocessen i de muslimsk dominerede lande er underlagt andre forhold end demokratiseringen af resten af verden. Esposito mener at demokratiseringen af de muslimske lande, kan oprinde og hente inspiration fra islam, islamisk demokrati vil således opstå uafhængigt af Vesten. Sallas fremstilling placerer Voll og Espositio i modsætningsforhold til essentialister og benævner dem i stedet ”contingencists” (en term som andre også benytter, f.eks. Halliday), fordi han fokuserer på det forhold at Esposito og Voll ikke mener at der er et modsætningsforhold mellem islam og demokrati. [tilbage]
3. Orientalisme er en tilgang til den arabiske verden, Orienten, som i udgangspunktet stiller den i modsætning til den vestlige verden, Occidenten. Der bliver i orientalismen lagt vægt på specifikke kulturelle, historiske og religiøse fænomener, og samtidig bliver strategiske, politiske og økonomiske aspekter ofte nedtonet. [tilbage]