Ku Klux Klan

Ku Klux Klan (KKK) er den ældste af de amerikanske racistiske grupper, der prædiker hvidt overherredømme (white supremacy). KKK blev dannet i 1866 i Pulaski, Tennessee, af seks unge veteraner fra Den amerikanske borgerkrig. Gruppen identificerede sig som en hvid kristen bevægelse som ville beskytte Sydstaternes særlige levevis. Klanens medlemmer så det som deres opgave at forhindre de forhenværende slaver i at udnytte deres nyvundende frihed, gruppens metode var terror. Mellem 1868 og 1871 stod KKK bag flere end 400 drab på sorte mænd (Becker 2001, 437). Først senere blev KKK antikatolsk og antisemitisk. Gruppens magt voksede i genopbygningsperioden efter Den amerikanske borgerkrig, og det samme gjorde frygten for Klanen. KKK’s metoder ansporede præsident Ulysses S. Grant til at slå hårdt ned på gruppen og tvang KKK’s leder, den tidligere konføderale general Nathan Bedford Forrest, til at opløse klanen.

I 1915 havde filmen The Birth of a Nation premiere i de amerikanske biografer. Filmen er baseret på romanen The Klansman af Thomas Dixon. I den efterfølgende periode gav filmens stereotypiske fremstilling af sorte og positive portrættering af KKK bevægelsen ny vind i sejlene. Gruppen øgede sin politiske aktivitet, og i 1925 havde KKK over fem millioner medlemmer, her i blandt flere borgmestre, politiinspektører og senatorer (Becker 2001, 439). Klanen ekspandere til det nordlige og vestlige USA og vender samtidig skytset mod indvandere, katolikker og jøder. Gruppens nye vision var, at rense USA for moralsk fordærv og genoprette den traditionelle, hvide, protestantiske levevis. I slutningen af 20erne ødelage en række skandaler KKK’s image som moralens vogtere og decimerede gruppen, bl.a. blev en ledende skikkelse dømt for voldtægt og drab. I 30erne var medlemstallet faldet til 40.000, og tendensen fortsatte de følgende år, og i 1944 blev klanen opløst. Men tilslutningen til de traditionelle KKK værdier var ikke væk.

Klanen oplevede en ny vækst i slutningen af 50erne og i 60erne, da den amerikanske regering vedtog en række borgerrettighedslove. Terroraktiviteten tog til og Klanen stod bag tallige attentater mod kirker, skoler og borgerrettighedsforkæmpere. I perioden 1956-1963 foretog KKK mindst 138 attentater med sprængstof, mange rettet mod kirker med sorte meningheder. Selv om der i flere tilfælde blev rejst staffesager mod klan medlemmer, førte det sjældent til at af de blev idømt fængelsesstraffe (George & Wilcox 2001, 395f). Siden 1970erne har interne konflikter, retssager, fraktionering og politiagenters infiltration af bevægelsen resulteret i, at den blev alvorligt svækket. Desuden svandt opbakningen til KKK’s ekstreme metoder i det sydlige USA, hvor klanen stod stærkest. Det anslås at der i 2001 var mellem 5.500 og 6.000 aktive medlemmer fordelt over op til 109 forskellige fraktioner. Nogle fraktioner har modereret deres program, og fremstiller sig i dag som forsvarer for hvides borgerrettigheder og taler mod særhensyn til minoritetsgrupper, f.eks. blev David Duke i 1989 valgt ind i repræsentatskabet i Louisiana. Andre har bevaret deres militante metoder og racistiske ideologi. Der er ikke længere tale om én klan, men om mange små fraktioner. Det lave medlemstal betyder at klanens voldlige aktiviteter i dag meget begrænset. De sidste større sager stammer fra slutningen af 70erne og starten af 80erne. I 1979 hvor klanmedlemmer var involveret i et skyderi ved en demonstration som kostede fem kommunister livet. To år senere myrdede medlemmer af United Klans of America, den 19 årige Michael Donald (Becker 2001, 444f). Eksponeringen i medierne af KKK’s voldelige metoder medvirkede til at den amerikanske befolkning tog yderligere afstand fra klanen.

Både den nye og den gamle klan indetificerede sig selv som en protestantisk organisaition og bevægelsen store succes i opblomstringsperioden i 1920erne, skyldtes delvist et tæt samarbejde med en række fremtrædende protestantiske prædikanter (Atkins 2002, 163). Især blandt metodister, baptiser og Disciples of Christ¹ var støtten stærk, sandsynligvis pga. af klanens stærkt antikatolske budskab. Det formodes at KKK i midten af 1920erne har talt op mod 40.000 gejstlige proselytter. Det er værd at bemærke at fundamentalisme er relativt mere udbredt blandt disse denominationer end blandt andre kristne bevægelser.² I nyere tid er klanens kristne fundament blevet mindre synligt og mange fraktioner blander elementer fra kristendom, hedensk nordisk religion og nazisme. Generelt anses det at være uproblematisk at integrere disse tre forskellige verdenssyn, da de menes at være udtryk for den hvide races oprindelige værdier. Samarbejdet med nynazister og andre racistiske grupper er sket i erkendelse af det dalende medlemstal og i kraft at et fælles fjendesyn.

Link til Knights of the Ku Klux Klan

Link til Imperial Klans of America

Link til White Camelia Knight of the Ku Klux Klan

Litteratur:
Ammerman, Nancy T.: “North American Protestant Fundamentalism”, i Marty, Martin E & R. Scott Appleby ed., Fundamentalism Observed, University of Chigarco Press, 1-65, 1991

Atkins, Stephan E.: Encyclopedia of modern American extremists and extremist groups, Greenwood Press, Westport 2002.

Becker, Paul J., m. fl.: “A timeline of the racialist movement in the United States: A teaching tool”, Journal of Criminal Justice Education, vol. 12, nr 2, 427-453, 2001.

George, John & Laird Wilcox: Nazis, Communists, Klansmen, and Others on the Fringe: Political Extremism in America, Prometheus Books, New York 1992.

1. Disciples of Christ er en stor sammenslutning af selvstyrende kongregationer, som bl.a. har inkluderet Jim Jones’ kult Peoples Temple (Atkins 2002, 147). [tilbage]
2. Se f.eks. Ammerman 1991 [tilbage]