Indsatsen i Irak

På trods af forsikringer om det modsatte kan tilbagetrækningen af de danske og britiske styrker fra Irak ikke undgå at svække den amerikanske indsats.
Efterhånden som flere og flere af koalitionens medlemmer falder fra, afhænger Iraks fremtid mere og mere af USA’s håndtering af situationen i det uroplagede land. Den amerikanske regerings reaktion på koalitionspartnernes vaklen har da også været at udstationere flere tropper.

Det er vigtigt for koalitionspartnerne, at troppernes exit fra Irak ikke kan tolkes som en sejr for de fundamentalistiske grupperinger, som bekæmper koalitionen og den folkevalgte regering i Irak.
F.eks. blev spansk militærs tilbagetrækning fra Irak i 2004, få måneder efter at muslimske terrorister dræbte 201 og sårede over 1600 mennesker i Madrid, fejret som en militær sejr af Al Qaeda og deres sympatisører. Dette skete på trods af, at premierminister José Luis Rodríguez Zapateros løfte om at trække tropperne ud af Irak blev givet før terroristernes bomber sprang. En del af terroristernes strategi var dog også, at hvis bombeangrebet ikke direkte bevirkede at de spanske tropper blev trukket hjem, ville de påvirke resultatet af det spanske valg, således at en modstander af krigen i Irak kom til magten. Dette giver ikke alene opfattelsen af, at terrorisme som taktik virker, men indgyder også fundamentalisterne med grundlæggende tro på sejr.

Hvis USA i sidste ende trækker sig fra Irak, uden at have sikret landets stabilitet, vil det af islamisterne tolkes som et tegn på islams overlegenhed over demokratiet, og i fundamentalisternes øjne kan intet længere bremse deres kamp mod de vantro.
Det er nærliggende at drage en historiske parallel til Afghanistankrigen (1979-1989). Efter Sovjet Unionens nederlag i 1989 i Afghanistan skrev Osama bin Laden, lederen af al Qaeda-netværket, at de afghanske mujahedeenere havde punkteret myten om supermagternes styrke, og at en lignende skæbne ventede USA og Israel. Bin Laden var faktisk af den opfattelse, at USA, som han betragtede som moralsk fordærvet, ville være nemmere at besejre militært end Sovjetunionen. Denne retorik vandt gehør i fundamentalistiske kredse, uagtet at sejren i højere grad skyldtes Saudi Arabiske penge og amerikansk våbentekologi end kaldet til jihad.
Militæreksperter anslog, at der udover de lokale mujahedeener deltog mellem 8.000 og 25.000 arabiske krigere i kampene i Afghanistan. Efter at have udråbt sejr over Sovjet Unionen vendte størstedelen af disse afghanske arabere tilbage til deres oprindelseslande. Med sig tog de flere års kamperfaring, en fundamentalistisk islam og en enorm selvsikkerhed. I dette tidsrum tog antallet af sammenstød mellem fundamentalistiske bevægelser og de arabiske landes militær til i antal, blandt andet i Ægypten, Algeriet, Tunesieen og Yemen. Desuden var der en kraftig vækst i antallet af terrorangreb på vestlige interesser. I samme periode søgte og fik et betydeligt antal arabiske afghanere asyl i Europa, hvor de håbede at kunne opbygge et netværk, som kunne finansiere og forsyne kampen mod islams fjender. Særligt England og de skandinaviske lande viste sig at være sikre opholdssteder for militante islamister. Osama bin Ladens vidt forgrenede Al Qaeda-netværk ses som et direkte resultat af Sovjet Unionens nederlag i de afghanske bjerge.

En lignende tendens må formodes at blive en realitet, når koalitionens tropper trækkes hjem fra Irak og konflikten i landet nedtrappes. På samme måde som Afghanistan i 80erne fungerede som rugekasse for muslimske terrorister fra hele verden, fungerer Irak i dag som et af de steder, hvor fundamentalister skoles i terrorisme. Det er muligt, som flere anerkendte terroreksperter og militærfolk har udtalt, at kampen mod terror ikke kan vindes på slagmarken, men der er risiko for, at det er her den kan tabes.

Cand.mag.
Jens Jegindø

Ovenstående har været bragt i Weekendavisen, i redigeret udgave, d. 21. april 2007